I Økologisk Landsforening har vi hele tiden kæmpet for en ambitiøs landbrugsaftale. Det har vi fået. Med høj prioritering af økologi, etablering af en plantefond og udtagning af lavbundsjorde er der lagt op til omstilling af det danske landbrug, der sikrer erhvervets fremtid og nye grønne arbejdspladser, lyder det fra Økologisk Landsforening. Økologi trækker landbruget i retning af flere planter og færre dyr. Økologi er rig på afgrøder, der lægger kulstof ned i jorden, og rummer dermed iboende løsninger, der er en sikker vej frem for klimaomstilling i landbruget.
Planteproduktion nyt strategisk indsatsområde, som økologi gør endnu stærkere
Regeringen og aftaleparterne tager et første og meget vigtigt skridt til at give Danmark en stærk position inden for planterig mad, og økologi tildeles en vigtig rolle. Der etableres en plantefond og det tilstræbes, at mindst 50% af midlerne øremærkes til økologi.
”Danmarks mulighed for at være en vigtig aktør på fremtidens fødevaremarked ligger inden for økologisk planterig mad. Vi er et højomkostningsland, og vi skal konkurrere på kvalitet. Det er derfor oplagt, at regeringen og aftaleparterne har valgt at koble økologi på en plantesatsning og øremærke mindst 50% af midlerne i en ny plantefond til økologi. Det er den vej, vi får det laveste klimaaftryk, samtidigt med, at vi beskytter vandmiljø, drikkevand og giver vores landbrugsdyr de bedste forhold,” siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening og tilføjer, at Københavns Universitet på baggrund af prognoser for fremtidens fødevaremarked fra banker og analyseinstitutter har vurderet, at der er potentiale til 20.000 – 40.000 nye danske arbejdspladser i markedet for planteprodukter.
Krav om omstilling kræver respekt for de store omvæltninger, som de danske landmænd står overfor
Landbrugsstøtten er udset til at fremme den grønne omstilling i landbruget ved i højere grad at betale for lavere klimaaftryk, vandmiljø og natur, det der kaldes fælles goder, fremfor at støtte fødevareproduktion direkte. Det er den rigtige vej at gå, men det er også følsomt, da landbrugene i dag er finansieret ud fra støtten, som den har været indrettet i mange år, understreger Per Kølster formand i Økologisk Landsforening.
”Perspektivet i den nye landbrugsaftale er det helt rigtige. EU’s landbrugsstøttekroner er vores allesammens penge og skatteyderne kan med rette forvente at få fælles goder for pengene. Men det er en ny orientering, så der er også behov for gradvis omstilling af landbrugsstøtten, så landmænd og de økonomiske strukturer kan tilpasse sig, og det bliver meget afgørende, hvordan Danmark indretter EU’s landbrugsstøtten i den næste periode, som starter i 2023,” siger Per Kølster og forsætter:
”De enkelte familier i landbruget har indrettet sig med afsæt i gældende politik og økonomi. Vi er inde og pille ved det økonomiske grundlag for deres virksomhed og hjem. Det er udfordrende. Ikke alle vil komme igennem. Ja, faktisk er det ikke alle, der skal kunne komme igennem uden at skulle lave store tilpasninger. Men det er nødvendigt, hvis vi skal kunne se vores børn og de næste generationer i øjnene.”
Et andet vigtigt aftalepunkt er udvikling af bedriftsregnskaber til en ny reguleringsmodel. Landbrugets klimaværktøj, som Økologisk Landsforening tog initiativ til, og som nu er et fælles værktøj i det samlede landbrug kan komme til at spille en vigtig rolle for den fremtidige regulering af landbruget. ”Suppleret med en ny kvælstofregulering og krav til, at bedrifterne giver naturen plads, så kan det danne et vigtigt grundlag for, at pris følger produkternes aftryk på bæredygtighed og dermed markedsdrevet grøn omstilling,” siger Sybille Kyed.
Kilde: Økologisk Landsforening |