Knud Risager og hans far Christian Risager har tilsammen drevet landbrug på Gl. Mølholm i Jerslev i 100 år. Blot to generationer i 100 år. Denne usædvanlige bedrift markeres på Gl. Mølholm lørdag den 3. juni 2023.
Far, Christian Risager, tilsåede Gl. Mølholm i Jerslev første gang i foråret 1923, det gjorde han hvert eneste år i 43 år. Siden 1966 – i nu 57 år – har sønnen Knud Risager stået for driften – og han har ingen planer om at stoppe foreløbig. Gl. Mølholm har i de sidste 100 år været et særdeles aktivt arbejdssted for familien i de to generationer. Det har også været et trygt og levende sted at vokse op. Der har altid været stor gæstfrihed og meget stort familiesammenhold på gården. Det gælder stadig. Og det huskes – også efter 100 år.
Anna og Christian Risager i 43 år
Christian, der overtog ejendommen på sin 25års fødselsdag den 30. maj 1923, blev kort derefter gift med Anna fra Nykøbing Mors. De fik 4 børn – tre forholdsvis hurtigt og så efternøleren Knud i 1943. Landbruget, hvor de tre sønner og en datter voksede op, var et traditionelt brug med køer, grise, korn, græs og roer samt lidt kartofler på de 47 ha agerjord. Det lå i kortene, at Knud skulle overtage og at hans far ville hjælpe ham i gang. Skiftet skete i 1966.
Bodil og Knud Risager i 57 år
I sommeren 1966 blev der bygget ny stald med plads til 40 køer og 20 grisesøer. Kostalden er løbende blevet udvidet, så i 1986 var der hele 100 køer. Knud Risager blev i december 1967 gift med Bodil Andersen fra Stenum. De to har for længst fejret guldbryllup og de tre børn, Karin, Helle og Søren er fløjet fra reden. De har beriget forældrene med 7 børnebørn. I Bodil og Knuds landbrug er der et før og efter branden. I 1986 ramte en ulykke og alle driftsbygninger brændte. Ingen personer kom noget til.
Før den tid havde Knud været kvæglandmand om en hals. Han var glad for sine køer og tilværelsen med dem, selvom Bodil syntes, at han altid arbejdede, så skænkede Knud det ikke en tanke at sætte køerne ud. Og tanken var da også lige efter branden at bygge ny kostald.
Men så var det den markante landboretskonsulent Kaj Pedersen var på besøg og sagde: Sørg nu for at bygge, så du senere kan lave om til grise.
Det satte tankerne i gang hos Knud. Hvis han alligevel skulle bygge om, hvorfor så ikke bygge til grise fra begyndelsen af? Det gjorde han så – og det har han aldrig fortrudt. Bodil var glad, nu kunne de få en helt anden tilværelse. Før skulle der malkes to gange om dagen, morgen og aften. Det var svært at komme på udflugter endsige at tage på ferie. ”Det er meget lettere at tilrettelægge en dag med grise end med køer”, siger Knud, der byggede stalde til 200 søer med slagtesvin. Senere blev det lavet om til udelukkende slagtesvin.
Mange år senere, da Knud nærmede sig de 70 år, forpagtede de stalden ud. Siden er også marken forpagtet ud. De første mange år derefter passede Knud stadig selv stalden.
Ægteparret Risager ejer stadig gården og passer selv hus, have og omgivelser, som de har gjort rigtig meget ud af. Det er en perle, som de nyder. Ingen af børnene har ønsket at overtage landbruget, men både de og børnebørnene er tæt knyttet til Gl. Mølholm og kommer ofte.
I begyndelsen af ægteskabet hjalp Bodil med derude, nu hjælper de hinanden både inde og ude. Knud har i mange år gået til madlavning og tager sig i dag af madlavningen både i hverdagen og til gæster. De har også haft medhjælpere – men ikke mange. Den sidste holdt i over 25 år og de ses stadig.
Begge ægtefæller har været engageret i landboforeningsarbejde – dengang det hed Brønderslev og omegns Landboforening. Knud som næstformand, Bodil som formand for husholdningsudvalget. De har også været aktive på andre måder med dans både folkedans, squaredans og moderne dans. Knud er i Oddfellowlogen og det er flere år siden Bodils bogklub rundede de 25 år. De er også fælles om interessen for malerier – de har gennem tiden erhvervet over 100. Efter tiden med køerne er det også blevet til adskillige rejser i ind- og udland ofte sammen med børnene.
Årene på landbruget har været præget af en rivende teknisk udvikling. De to har været glade for deres tilværelse, glade for livet sammen med børn og børnebørn.
”Det er en glæde at holde sammen og at børnene holder så godt sammen”, er Bodil og Knud enige om. De ser frem til 100 årsdagen. 100 år i 2 generationer med landbrug, sammenhold, arbejde, liv og børn. Jo, det har været godt. Det er værd at fejre og de håber rigtig mange vil dele 100 års-glæden med dem den 3. juni fra kl. 13 på Gl. Mølholm i Jerslev.
Kilde: Anne-Marie Glistrup