Har du lyst til at blive mere fortrolig med din computer, iPad eller smartphone? Så er der hjælp at hente.

AOF og Ældre Sagen i Brønderslev inviterer 15. september kl. 10.00 i Brøndeerslevhallen til et informationsmøde om de gratis IT-kurser, som tilbydes i AOF’s lokaler i Brønderslev. Kurserne er for alle, der gerne vil blive bedre til at bruge de digitale hjælpemidler i hverdagen.

Kurserne tilpasses deltagernes forudsætninger og behov. Det betyder, at man ikke behøver være IT-ekspert for at være med – faktisk er det nærmest en fordel ikke at være det!

Der udbydes 2 grundkurser hver på 8 gange 3 timer begyndende 28. september samt 2 mindre kurser, dels i Kunstig Intelligens og dels i billedbehandling, hver på 3 gange 3 timer.

På mødet vil AOF-konsulent Helle Mølgaard Pedersen fortælle om kursernes indhold, hvordan undervisningen foregår, og hvad man kan få hjælp til.

Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og høre mere om, hvordan man kan blive bedre til at klare de mange digitale opgaver, som hverdagen byder på.

Og så bliver det naturligvis også muligt at melde sig til kurserne.

Mødet er gratis, og der serveres kaffe og rundstykker.

Alle er velkomne til at møde op og høre mere.

Af hensyn til serveringen skal man tilmelde sig ved online booking på Ældre Sagen – Brønderslevs hjemmeside (https://www.aeldresagen.dk/lokalafdelinger/bronderslev ) eller på et af disse numre : tlf. 61 20 45 94/tlf. 61 78 24 51.