Når Efterårskunst 2025 slår dørene op sidste weekend i efterårsferien på Toftegårdsskolen i Jerlev bydes folk velkommen af en plakat med keramik udført af keramiker Annette Nysted fra Brønderslev.
Annette Nysted har tidligere været blandt de udvalgte til at udstille på den traditionsrige udstilling, som i år arrangeres af Jerslev Borgerforening for 37 gang. I år har bestyrelsen udvalgt 44 kunstnere.
Brønderslevkeramikeren har brugt en stor del af sin fritid på keramikken i 16 år og specialiserer sig i dag i stentøjs- og rakukeramik i form af vaser med bånd og poser med læderbånd.
Den tidligere farmakonom valgte i sin tid at kaste sig over keramikken efter et kursus hos den professionelle keramiker Lena Brammer i Brønderslev.
Jeg var i forvejen fascineret af keramikken og blev nærmest helt besat af arbejdet efter det kursus. Jeg besluttede, at gå fuldt ind i det og har i dag drejeskive og keramikbrændeovn hjemme i garagen. Jeg blander også selv min glasur i afdæmpede farver, siger Annette Nysted.
Jeg giver keramikken de farver, der kommer ud af mit hoved. Altid stille og rolige farver.
En ting er meget vigtig for hende.
Jeg gør meget ud af ikke at kopiere andre. Det synes jeg ikke, at man kan. Det er vigtigt, at man har sine egne udtryk, siger Annette Nysted.
Hun har udstillet fem gange tidligere på Efterårskunst.
Jeg laver altid lidt nyt til udstillingen, men af og til kommer der nogle, der spørger, om jeg stadig har en bestemt ting, som de har set tidligere. Jeg har måske noget lignende, men al min keramik er unikating. De er ikke ens og det skal de heller ikke være, understreger Annette Nysted.
Jeg laver heller ikke serier og jeg tager aldrig mål af min keramik. Alle er forskellige.
Hun lever ikke af sin keramik, men kalder sine timer i værkstedet med keramikken for hyggelige og et spændende arbejde.
Jeg bruger den tid på det, jeg kan. Gnisten og ideen skal jo også være tilstede. Det er passionen, der driver det. Ikke guld, siger hun.
Brændingen er et kapitel for sig. Stentøj og raku skal brændes på de højeste grader. Først ved 1000 grader i 10 timer. Derefter tager hun keramikken ud for at give den glasur og færdigbrænder den ved op til 1250 grader.








