Barindehaver, Carsten Nørgaard fra CT-Din bar i Nørregade, er meget utilfreds med omtalen af sagen om knivstikkeriet før nytår, episoden er blevet kommenteret meget negativt på de sociale medier. Omtalen og kommentarerne derinde, får bl.a. CT til at fremstå som et problemværtshus, med mange slagsmål og som et sted der serveres alkohol for unge under 18 år.
Sådan ser dagligdagen bare ikke ud på CT, siger Carsten og episoden sker ikke som genfortalt i aviser og på Facebook.
Carsten forklarer:
– Mændene kom bare ind gennem døren og eftersøger den 33-årige, finder ham og stikker ham. Dette sker i løbet af små 2-3 minutter, så hurtigt at vores dørmand ikke når at opfatte, at noget er galt og lægge sig imellem. Der er ikke noget slagsmål inden, bare lidt løs snak og så lyner kniven pludselig.
– Nu var det jo heller ikke lokale mænd der stak med kniven, så alt den snak om voldelige Brønderslev passer slet ikke. Det kunne jo være sket hvor som helst. Nu sad manden de søgte efter, tilfældigvis her på CT og derfor blev det så her, de har deres opgør, slutter Carsten.
Lige en sidste ting, tilføjer Carsten:
– Vi serverer ikke alkohol for unge under 18 år, vores personale har ordre på altid at tjekke ID, hvis de på nogen måde er i tvivl om hvor gammel en kunde er. Alt i alt er vi kun et lille fredfyldt vandhul i midtbyen, hvor byens borgere mødes over en øl eller to i hyggelige omgivelser, så kom bare roligt ind, smiler Carsten Nørgaard.