Horne Blik der ofte er at se i bybilledet i Brønderslev er endnu en gang i den absolutte top af dansk håndværk. Virksomheden er netop blevet udnævnt som finalist i kategorien Årets Blikkenslager 2026 ved det landsdækkende awardshow ÅRETS HÅNDVÆRKER.
Det er femte gang på få år, at Horne Blik når helt til finalerunden. Virksomheden var også finalist i 2022, 2023 og 2025 – og i 2024 kunne de lade sig hylde som vindere og modtage den eftertragtede titel.
Festlig fejring i Cirkusbygningen
Den 26. og 27. marts afholdes awardshowet for 14. gang i de historiske rammer i Cirkusbygningen. Her samles landets dygtigste håndværkere til to festlige aftener med kåringer, underholdning og uddeling af statuetter til de bedste inden for hver fagkategori.
Showet kan følges hjemmefra via livestream på arrangørens Facebookside for dem, der ikke har mulighed for at være til stede.
Kundernes stemmer baner vejen
Det er anmeldelser fra kunder på anmeld-haandvaerker.dk, der danner grundlaget for nomineringerne til konkurrencen. Herefter vurderer en professionel fagjury kandidaterne og udpeger vinderne for at sikre en fair og saglig bedømmelse.
En sejr udløser retten til at kalde sig Årets Håndværker i sin kategori samt den anerkendte bronzestatuette “Anmeld Håndværker – ANBEFALET”.
Stolthed hos Horne Blik
Hos Horne Blik vækker nomineringen stor glæde.
– Vi er meget stolte over endnu en gang at være finalist. Det er en kæmpe anerkendelse af vores medarbejdere og det arbejde, vi hver dag leverer for vores kunder, siger Jan Andersen fra Horne Blik.
Virksomheden ser nomineringen som et resultat af vedvarende fokus på kvalitet, ordentlighed og høj kundetilfredshed – værdier, der igen i år har bragt dem blandt landets bedste blikkenslagere.





