Brønderslev Kommune ønsker med idrætscertificeringen at sende et signal til omverdenen, om at her prioriteres fysisk aktivitet og bevægelse for sårbare og udsatte borgere.
Fysisk aktivitet er godt for den fysiske og psykiske sundhed og kan virke som et middel mod en lang række livstilssygdomme. Man ved fra undersøgelser, at der er en høj andel af borgere med en psykisk sygdom, der ikke dyrker motion eller bevæger sig nok. Samtidigt dør mennesker med psykiske lidelser 15-20 år tidligere end normalbefolkningen og forskellen er stigende.
Den udfordring ønsker botilbuddet Hedebo i Brønderslev at forebygge ved at sætte idræt og bevægelse i centrum af borgernes hverdag. Gennem Idræt for Sindet i DAI (Dansk Arbejder Idræt) er Hedebo netop blevet idrætscertificeret som det første socialpsykiatriske botilbud i Jylland og det kun femte i Danmark. Det har givet medarbejdere og borgere et kompetenceløft, så de i hverdagen kan sætte mere fokus på at forebygge livstilssygdomme, inaktivitet, isolation: sygdomme, der statistisk set rammer flere mennesker med sindslidelser.
”Med idrætscertificeringen vil vi gerne signalere at idræt og bevægelse er en prioritet indsats på Hedebo. Vi tror på at det styrker borgeres relationer på tværs og udvikler dem både mentalt, fysisk og socialt, samtidigt med at det også styrker deres sundhedstilstand” udtaler Kathe Riis Johansen, som er leder på botilbuddet
Hedebo.
Medarbejderne som centrale nøglepersoner
Idrætscertificeringen kommer ikke kun borgerne til gode, men også medarbejderne har stor glæde af at lære nye værktøjer til at motivere og understøtte borgerne i at blive mere aktive. Det kan være et stort skridt at gå fra at være inaktiv til at dyrke idræt og derfor er medarbejderne vigtige støttepersoner. Og der er noget, der tyder på at det virker:
”Medarbejderne er begejstret som aldrig før. Det er nødvendigt for at vi er lykkes, at de har været en central del af processen og man fornemmer tydeligt deres engagement og iderigdom. Jeg vil gerne at Hedebo skal være et sted, hvor der er tid og rum til at medarbejdere kan motivere og bevæge sig sammen med beboerne” fortsætter Kathe Riis Johansen.
Tæt samarbejde med idrætsforening for psykisk sårbare
Idrætscertificeringen af Hedebo er kommet i stand i et tæt samarbejde med BIFOS, der er en idrætsforening drevet af og for psykisk sårbare i Brønderslev Kommune. Ugentligt afvikler foreningen idrætsaktiviteter i Brønderslev, hvor også en række af Hedebos borgere deltager.
”BIFOS’ tilbud er særligt tilrettelagt efter medlemmernes udfordringer og vi vil gerne have at alle skal trives i vores idrætsfælleskab. Vi ved at når man dyrker idræt sammen med andre, er der større sandsynlighed for, at man holder ved. Og det er vores fornemste opgave, at borgere med en psykiske sårbarhed har et sted, hvor de kan dyrke idræt i trygge rammer ” siger Peter Baggesgaard, formand i BIFOS.
Peter Baggesgaard er selv tidligere beboer på Hedebo og har selv mærket hvad idrætten og dets fællesskab har betydet for ham.
”I BIFOS er jeg en del af et fællesskab, hvor jeg har det sjovt og samtidigt får sved på panden med gode kammerater. Det har hjulpet mig i mit liv og det vil jeg gerne være med til at give videre til andre” slutter
Peter Baggesgaard.
Som en del af arbejdet med at idrætscertificere Hedebo har BIFOS valgt at tilbyde alle nye beboere på Hedebo et gratis medlemskab i 6 måneder. Det skulle gerne skabe grobund for at endnu flere bliver fastholdt i foreningen som aktive medlemmer.
Bostedet Hedebo modtager det endelige bevis på certificeringen ved en reception fredag den 24. marts kl. 13.30 med deltagelse af borgere, pårørende, medarbejdere og politikere.
Kilde: Brønderslev Kommune, Bevæg dig for livet