Grill uden alvorlige bøffer i Nordjylland
FOREBYG SKADER: Lune sommeraftenener indbyder til rosé, familiesamvær og lækker grillmad i de nordjyske haver. Men et enkelt uopmærksomt sekund kan føre til farlige situationer, hvis man ikke er varsom. GF Forsikring guider til en sikker grillaften uden alvorlige bøffer.
Mange nordjyder har sikkert prøvet at blive opslugt af en hyggelig samtale omkring havebordet, glemme alt om at holde øje med maden på grillen og efterfølgende stå med et forkullet brød eller en brændt pølse som resultat. Mange har også oplevet, at grillen kan gøre utilsigtet skade på tallet på badevægten.
Større grillskader kan ske for enhver
Men et øjebliks uopmærksomhed kan også lede til større grillskader – som for eksempel brand og forbrændinger – og sætte en stopper for en ellers hyggelig grillaften i de nordjyske haver. Det fortæller det kundeejede forsikringsselskab, GF Forsikring, der bl.a. har kontor i Aalborg.
– Hvert eneste år får vi skadesanmeldelser fra folk, som kommer galt afsted, mens de griller. Fx plastikdør der smelter, eller rude der springer, fordi grillen står for tæt på. Eller udhæng der får brandskader, fordi varme gløder har antændt skraldespanden under udhænget, fortæller Per Haulund, der er skade- og policedirektør i GF Forsikring og fortsætter:
– For år tilbage havde vi for en ærgerlig sag, hvor en af vores kunder lige ville handle det sidste ind til aftensmaden, imens kulgrillen varmede ordentligt op. Men det skulle han ikke have gjort, for da han kom hjem, var de lune kul blevet til høje flammer, og haveskuret var blevet til aske. Så man skal altså være opmærksom.
Hvert år kommer mange til skade
Hvert år kører brandvæsnet ifølge Beredskabsstyrelsen til ca. 100 udrykninger på grund af uforsigtighed med grill, og ca. 500 personer kommer til skade.Derfor opfordrer man nordjyderne til at passe godt på sig selv – og grillen – og følge en række gode råd, når de svinger grilltangen.
– Det allervigtigste råd, jeg kan give, er at holde øje og aldrig gå fra en tændt grill. Ofte skal der nemlig kun en lille tanketorsk eller få øjeblikkes uopmærksomhed til, før det går galt, slutter Per Haulund fra GF Forsikring.
Hvis det går galt med grillen, så er det ens husforsikring, der dækker skader på huset og fx træer og buske. Hvorimod det er indboforsikringen, der kan dække brandskader på eksempelvis havemøbler.
8 grillsikre råd
- Hold altid grillen under opsyn, når den er tændt.
- Stil grillen i god afstand fra bygninger, planter mm. Bliver det regnvejr, må grillen kun flyttes ind under halvtag, hvis røgen kan slippe væk, og kun hvis der er god afstand til brændbare materialer. Ryk aldrig grillen ind i udestuen. Det kan give alvorlig kulilteforgiftning.
- Hæld aldrig brandbare væsker på en tændt grill. Det kan give store flammer. Det sikreste er at bruge en elektrisk grillstarter eller optændingsblokke.
- Undgå at stille grillstarteren på fliser, hvor bare (barne-)fødder efterfølgende kan brænde sig alvorligt.
- Pas på fedtbrande, når du griller meget fede kødstykker.
- Aske og kulresterne skal være helt kolde, før du smider dem ud, så de ikke antænder skraldespanden.
- Hav altid vand i nærheden, så du hurtigt kan slukke pludseligt opstået brand. Vær opmærksom på, at brand i gasgrill ikke skal slukkes med vand, men derimod med brandtæppe eller brandslukker.
- Hvis du griller på altan, så skal du sikre dig, at der er god luft omkring grillen. Ikke mindst af hensyn til nabo og overbo. Og at det tilladt i foreningen.
Kilde: GF Forsikring