Det kan være en stor mundfuld for små, nye trafikanter at lære at læse trafikken rigtigt, men med lidt øvelse kan du hjælpe dit barn godt på vej. Børneulykkesfonden guider til den bedste og sikreste skolestart.
Det er en stor dag, når børn starter i skole. En ny hverdag begynder med mange nye oplevelser, såsom at møde nye klassekammerater, ny lærings- og legeplads, ny skoletaske og meget mere. Men skolestart er også forbundet med, at mange børn nu skal ud i trafikken, og i 2022 starter omkring 60.000 nye skolebørn og dermed også 60.000 nye, små trafikanter.
Sikkert til skole
Når dit barn begynder i skole, er det en rigtig god ide at lære dit barn den sikreste vej til skolen og cykle eller gå den mange gange. Husk, at den sikreste vej ikke nødvendigvis er den korteste. En lille omvej tager heldigvis ikke ret lang tid. Ifølge loven skal barnet være mindst 6 år, før det må cykle alene i trafikken. Indtil da skal det følges med en person, der er 15 år eller derover. Det betyder dog ikke, at barnet er klar til at cykle alene, fra det er 6 år. Som tommelfingerregel er børn først klar til at cykle alene, når de er 10-12 år.
”Forud for skolestart, er det en rigtig god ide at øve ruten til og fra skole, så barnet bliver tryg ved den og er opmærksom på de farer, man kan møde undervejs. Og så kan man som forælder tale med sit barn om de ting, man ser og oplever. Forklar for eksempel, hvorfor I stopper, når der er hajtænder, og fortæl hvad de forskellige skilte betyder. Og læg vægt på, at målet ikke er at komme hurtigst frem, men at det derimod handler om at overholde reglerne og køre sikkert”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
”Heldigvis går udviklingen generelt set i den rigtige retning, og det er rart at se, at færre børn end tidligere kommer til skade som cyklister i trafikken”, siger overlæge Christian Færgemann fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital.
Sidste år var der 860 tilskadekomne børn på cykel i alderen 5-9 år, viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen. Det er 140 færre end i 2020. Landet har i perioder været lukket ned, grundet coronarestriktioner i 2020 og 2021, men det samlede billede viser alligevel et generelt fald siden 2016, hvor antallet af tilskadekomne toppede med et tal på 1320.
”Vi håber, at antallet af tilskadekomne børn i trafikken vil fortsætte med at falde, men det er vigtigt, at det ikke sker på bekostning af børns færden i trafikken, fx ved at forældre kører børnene til og fra skole. Derfor vil vi fortsat arbejde for at børn får en tryg start i trafikken. For os er det vigtigt, at forældre hjælper deres børn til at blive sikre cyklister – og det gør de ved at træne med deres børn. Jo før de stifter bekendtskab med trafikken, jo bedre. Det er klart at trafiktræning skal foregå i sikre omgivelser og med voksne i nærheden, som er klar til at hjælpe, hvis der bliver brug for det”, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Kilde: Børneulykkesfonden