Lørdag den 18. april kl. 10–16 inviterer Nygårdsminde Vingård til en aktiv og hyggelig dag i naturen med gratis parkgolf.

Her får både børn fra 9 år og voksne mulighed for at prøve kræfter med parkgolf – en sjov og uformel aktivitet, der minder om minigolf, men spilles på en større bane i det fri. Det kræver ingen erfaring, og alle kan være med.

Gæster kan spille 9 huller gratis på dagen, og ønsker man at fortsætte, er prisen 50 kr. for voksne og 25 kr. for børn. Børn skal være i følge med en voksen.

Parkgolfbanen ligger smukt placeret foran vinmarkerne og danner rammen om en dag med både bevægelse, samvær og gode oplevelser. Det er oplagt at tage familie, venner eller kolleger med og nyde en dag i de grønne omgivelser.

Det er muligt at medbringe egen picnickurv, og i vinbaren kan der købes smagsprøver på vingårdens egne vine, gin og vindruesaft.

Arrangementet kræver ikke tilmelding – man møder blot op.

Hvis man ikke har mulighed for at deltage den 18. april, er parkgolfbanen åben hver dag fra solopgang til solnedgang. Her koster det 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn at spille.

Bag arrangementet står Gitte og Jan Lunde, som driver Nygårdsminde Vingård ved Brønderslev.