Det er 3. gang, Jane & Shane besøger BASaren i Nørregade, når de d. 21. marts kl. 20.00 spiller op.
Engelske Jane Clark og irske Shane Donnelly mødtes tilfældigt i 2000 til en jam-session på en irsk pub i et land, der var nyt for dem begge. Violin og guitar slog gnister og fra første tone føltes det som om, de havde spillet sammen for evigt. Deres fælles kærlighed til musikken og nærmest symbiotiske samspil blev til duoen Jane & Shane, der hurtigt vandt danskernes hjerter.
Sprudlende spilleglæde og stort overskud har altid kendetegnet en koncert med Jane & Shane og i 25 år har publikum over hele Danmark været med til at skabe den helt særlige stemning, der opstår til en Jane & Shane koncert og det sker hver gang! Uanset om de spiller en intim koncert i et forsamlingshus i landlige omgivelser, på en festival, i en kirke eller med et stort orkester foran 15.000 mennesker i en slotspark.

For det er i mødet med publikum og fællesskabet omkring musikken, at energien og glæden bliver til: “Vi elsker at spille med hinanden, men når vi står på scenen, sker der noget særligt. Publikums begejstring og deres glade smil skaber så meget god energi. Så er vi det helt rigtige sted – sammen om musikken”, siger Jane Clark.
Jane & Shane har deres musikalske rødder i den irske og britiske folkemusik, men krydrer kærligt med elementer fra det klassiske og jazzen til det særlige blend, der har gjort deres koncerter så populære: Lyriske ballader og livlige keltisk-inspirerede melodier med et strejf af swing – altid serveret med glimt i øjet og smil på læben.
Jane & Shanes popularitet har nu i over 25 år taget dem Danmark rundt og deres dygtighed, varme og udstråling tager altid publikum med storm. Der har været rift om billetterne til koncerten i BASaren, men er der nogen tilbage, sælges de i forsalg på www.basbio.dk og i døren fra kl. 19.00
Kilde: BAS





