Lørdag den 14. marts inviterede Shamrock 9700 til en stemningsfuld og udsolgt fejring af Skt. Patricks Day i Den Runde Pavillon. Med husorkesteret McGuinness på scenen var der lagt op til en aften i grønne farver, irsk musik og højt humør i en smukt pyntet pavillon.

Formand Erik Bendtsen bød velkommen til publikum og kunne med stolthed konstatere, at det var niende udsolgte koncert i træk – en imponerende præstation for den lille forening. Efter velkomsten blev gæsterne forkælet med en klassisk Irish Stew fra Fårup Skovhus, som traditionen tro leverede maden til arrangementet. Herefter gik koncerten i gang kl. 20.00.

McGuinness leverede som altid en energisk og musikalsk oplevelse, og publikum var med fra første tone. Bandet var i et formidabelt spillehumør, og forsanger Henrik Wolsing krydrede aftenen med små anekdoter – blandt andet om, hvordan bandets guitarist Lasse i sin tid blev en del af gruppen.

I andet sæt opstod der også et af aftenens sjove øjeblikke, da Wolsing fortalte om det såkaldte “Tom Jones-syndrom”. Publikum tog spøgen til sig, og stemningen toppede med at der blev smidt trusser op på scenen, det fik både band og sal til at trække på smilebåndet – helt i den muntre irske ånd, som aftenen er kendt for.

Koncerten kulminerede med McGuinness’ hyldest til det skotske kultband Runrig. Her sang hele salen med, og Den Runde Pavillon gyngede i takt med tonerne.

Alt i alt blev det endnu en fantastisk fejring af Skt. Patricks Day, fyldt med musik, fællesskab og masser af irsk charme.

Næste koncert i Shamrock 9700 er den 25. april hvor Other Roads gæster Den Runde Pavillon – billetter kan købes på Shamrocks hjemmeside