Efter et markant jubilæumsår kan Fårup Sommerland præsentere et tilfredsstillende årsregnskab for 2025. Samtidig markerer regnskabet afslutningen på en æra i parkens bestyrelse, hvor Ole Mølgaard efter knap 40 år som bestyrelsesformand giver stafetten videre til sin søn, Søren Mølgaard.

Forlystelsesparken kunne i 2025 byde velkommen til hele 706.452 gæster, hvilket gør sæsonen til den næstbedste nogensinde målt på antal besøgende. Det høje besøgstal afspejler sig direkte i regnskabet, hvor omsætningen lander på 191,4 millioner kroner, mens overskuddet før skat ender på 12,4 millioner kroner.

Ifølge administrerende direktør Niels Jørgen Jensen blev 2025 en sæson ud over det sædvanlige.

– Det har været en sæson, vi sent vil glemme i Fårup. 50-års jubilæet satte en helt særlig ramme, og vores gæster kvitterede med et besøgstal, vi er stolte over. Vi ser det som en bekræftelse på, at de investeringer og den udvikling, vi løbende laver i parken, rammer rigtigt, siger han.

Jubilæumssæsonen bød blandt andet på det største eventprogram i parkens historie, åbningen af et nyt indgangsområde med blandt andet ismejeri og butikker samt en rekordstor oktober måned med hele 108.000 besøgende.

Farvel til en markant formand

Samtidig med offentliggørelsen af årsregnskabet siger Fårup farvel til en af de mest betydningsfulde profiler i parkens historie. Ole Mølgaard træder tilbage som bestyrelsesformand efter næsten fire årtier på posten.

Han afløses af sønnen Søren Mølgaard, der blandt andet har erfaring som direktør og medejer i Vækst-Invest og i mange år har arbejdet med investeringer, strategi og bestyrelsesarbejde.

Ifølge Niels Jørgen Jensen har Ole Mølgaard haft enorm betydning for parkens udvikling gennem årtier.

– Ole har sat et markant aftryk på Fårups udviklingsrejse, som næppe kan overvurderes. Med sin dybe forståelse for Fårups særlige DNA og evnen til at samle trådene gennem afgørende øjeblikke i parkens historie, har han været med til at sætte en klar retning for Fårup, siger direktøren.

Fokus på fremtidens oplevelser

Fårup er allerede godt i gang med 2026-sæsonen, som blev skudt i gang i påsken. Her har gæsterne blandt andet taget godt imod den nye familieforlystelse Vingesus.

Den nye bestyrelsesformand Søren Mølgaard peger på, at Fårup fortsat vil investere i udvikling og nye oplevelser.

– Fårup er godt rustet til fremtiden med et solidt fundament i ryggen. Vi holder fast i den kurs, der har bragt os hertil: At investere i produktet og levere oplevelser i verdensklasse, siger han.

Målet er samtidig at videreudvikle Fårup fra traditionel forlystelsespark til en samlet oplevelsesdestination med endnu flere aktiviteter og tilbud til gæsterne.