En markant profil i nordjysk og dansk fodbold har valgt at sige stop. Vendsyssel FF kan i dag offentliggøre, at Kasper Kusk indstiller sin professionelle karriere efter denne sæson. Den tidligere Superliga-profil og kreative offensivspiller stopper officielt karrieren den 30. juni 2026.
Efter en lang karriere på højeste niveau, hvor han har repræsenteret flere store klubber og sat sit aftryk med mål, assists og tekniske detaljer af høj klasse, har Kasper Kusk besluttet, at tiden er inde til at starte et nyt kapitel uden for fodboldbanen.
I Vendsyssel FF er der stor taknemmelighed over, at en spiller med Kaspers erfaring og kvaliteter valgte at fortsætte karrieren i Nordjylland. Siden sin ankomst har han bidraget med rutine, ro og kreativitet på banen, samtidig med at han har været en vigtig figur i omklædningsrummet og omkring holdet.
Kasper Kusk har gennem årene været kendt som en teknisk stærk spiller med stor spilforståelse og evnen til at afgøre kampe. Hans karriere har budt på oplevelser både i dansk og international fodbold, og han efterlader et tydeligt aftryk i dansk fodboldhistorie.
Kasper Kusk sender samtidig en særlig tak til alle omkring klubben:
“Det har været en stor rejse, men jeg har mærket efter, og det føles som det rigtige tidspunkt at stoppe nu. Jeg vil gerne takke alle i Vendsyssel FF – fra holdkammerater til sponsorer, frivillige og fans – for den modtagelse og støtte, jeg har fået. Det har betydet meget at kunne slutte af her i Nordjylland.”
Hos Vendsyssel FF ønsker man nu at sende en stor tak til Kasper for indsatsen i den hvide og blå trøje og for den professionalisme og personlighed, han har bidraget med gennem sin tid i klubben.
Klubben ønsker Kasper og hans familie alt det bedste fremover og håber samtidig, at fansene fortsat vil kunne møde den populære profil på lægterne til kampene i fremtiden.








