Brønderslev kommune markerer årets Sindets Dag ved et arrangement i Brønderslev midtby på Albani Plads ved Normal mandag 10. oktober kl. 14-16. Dagen er organiseret i samarbejde mellem SIND Brønderslev, Bedre Psykiatri og Socialpsykiatrien i Brønderslev Kommune, med det formål at skabe dialog og øge opmærksomheden om psykisk sygdom og mental sundhed i lokalsamfundet.
Årets tema, der er fastsat af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), er ”Mental sundhed er en grundlæggende menneskerettighed”. Dette tema understreger vigtigheden af lige adgang til mental sundhed for alle. Sindets Dag er en international begivenhed markeret over hele verden for at skabe opmærksomhed omkring mental sundhed og psykisk sygdom. Hvert år vælger WHO et tema for dagen for at fokusere på vigtige emner inden for mental sundhed og fremme forståelsen og støtten til mennesker, der oplever psykiske udfordringer.
I et forsøg på at støtte tiltag og rammer, der fremmer borgernes mentale sundhed og forebygger udviklingen af lav mental sundhed, præsenterer arrangementet en bred vifte af aktiviteter. Der er bl.a. en række stande, hvor man møde medarbejdere fra Socialpsykiatrien i Brønderslev Kommune og få mere at vide om, hvad de kan tilbyde i form af råd, vejledning og rygestoprådgivning. De lokale afdelinger af SIND og Bedre Psykiatri samt Foreningen Jordforbindelsen præsenterer også deres spændende aktiviteter, mens Brønderslev Bibliotek vil dele inspiration til relevant litteratur om mental sundhed. Undervejs i arrangementet vil der være gratis kaffe og lækre smagsprøver fra Bageriet i Det Blå Hus og live musik fra bandet ”De tre Blå og en Grå”.
Åbningstalen bliver i år holdt af Jens Anders Djernes, der er præst i Brønderslev Provsti og bl.a. på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Som hospitalspræst står Jens Anders til rådighed for patienter og pårørende under indlæggelse med samtale om det de måtte have behov for. Med udgangspunkt i de erfaringer det vil Jens Anders fortælle om ensomhed, angst, tro, håb og tvivl, og vigtigheden i at indgå i positive fællesskaber.
Udvalgsformand for social-, handicap- og sundhedsudvalget, Ole Jespersgaard, runder arrangementet af kl. 15.30 med en afslutningstale og efterfølgende udtrækning af vindere af præmier, der udloddes undervejs.
BIFOS inviterer på cykeltur for sindet
BIFOS, der er en idrætsforening for psykisk sårbare, inviterer alle til at deltage i en motionscykeltur på 10 kilometer i anledning af Sindets Dag 2023. Ruten er kun 5 km lang, så man vælger selv om man vil cykle to omgange. Cykelturen starter kl. 12.45 ved Det Blå Hus og er åben for alle interesserede. Cykelturen afsluttes ved starten af Sindets Dag arrangementet, hvor der vil diplomuddeling til alle deltagerne.
Vi opfordrer alle interesserede til at deltage i Sindets Dag 2023 og deltage i denne fejring af mental sundhed. Dagen er åben for alle og lover en informativ, givende og sjov oplevelse for hele familien.