Aftenskolen lever i hele Vendsyssel
Vi vil gerne på kursus og til foredrag
Efter Corona-nedlukningen i foråret har det være skønt, at vi her i efteråret har åbnet for masser af aktiviteter i FOF Vendsyssel!
Både kursister og lærere nyder aktiviteterne og fællesskabet. Trygheden skaber vi sammen – det er vores fælles motto for efteråret. Meget er anderledes, men meget kan lade sig gøre, når alle er fleksible og følger de generelle retningslinjer for at færdes sammen, husker håndsprit og selv tager yogamåtten med.
Det er en stor fornøjelse at opleve, hvor glade kursister er for igen at kunne vende tilbage til deres kursus. De har savnet både det faglige og sammenholdet med underviser og medkursister. Samtidig oplever vi også, at vi har fået en del helt nye kursister. Der er ganske enkelt mennesker, som under nedlukningen har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at være en del af et fællesskab. At aftenskolen findes, og at det er her man kan hente ny viden, udfolde sig kreativt eller gøre noget godt for krop og sundhed.
Efterårets kurser er godt i gang med masser af klassiske kurser med sprog, bevægelse, kreativitet, mad, musik, sang og egen udvikling. Forsamlingsforbuddet på 50 personer er ingen problem i aftenskolen, for så mange er der aldrig på et aftenskolekursus i forvejen! Og man kan rigtig meget, når alle hensyn tages, alle regler følges, og antal kursister passer til lokalernes kvadratmeter.
Både kursister og lærere har taget de nye sundhedstiltag, der er blevet en del af hverdagen på aftenskolerne, til sig uden problemer. Det er helt afgørende for os, at folk kan føle sig trygge, når de møder op. Derfor overholder vi selvfølgelig myndighedernes sundhedsmæssige anbefalinger og retningslinjer. Vi sørger for god plads, så man kan holde afstand. Vi sørger for sprit og ekstra rengøring. Og så sørger vi for grundig information. Vi gør med andre ord alt, hvad vi kan, og heldigvis har vores kursister taget godt imod vores tiltag. Der er en fælles forståelse for, at vi skal passe godt på hinanden.
Desværre har vi været nødt til at aflyse de populære FOF Højskoler i Vendsyssel i denne sæson. Det er et stort savn for de mange, som har tid og lyst til at følge den lange række af højskoleforedrag, synge højskolesang og nyde en god pause sammen. De fleste deltagere er pensionister, og mange i deltagergruppen er sårbare ift. Corona, så det er en af de aktiviteter, som vi må undvære i denne sæson.
Men der er foredrag at få! Vi har afholdt – og afholder stadig – både større og mindre foredrag rundt i Vendsyssel. Også her har vi sat sikkerheden i højsædet, og også ved foredrag handler det meget om at overholde afstands- og arealkrav. Faktisk må man være op til 500 personer til foredrag – bare salen er stor nok. Men så mange har vi aldrig været i forvejen! Ved de foredrag vi afholder, er der helt styr på ,at salen kan rumme antal tilmeldte efter alle regler om afstand og plads. I sidste uge havde vi et særdeles vigtigt foredrag i Kulturcenter Vendsyssel i samarbejde med Senfølgerforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Foredraget var om senfølger efter kræft, så her var der doblet op på den anbefalede afstand mellem stolene af hensyn til sårbare deltagere, og alle følte sig i trygge omgivelser.
Til trods for glæden over at FOF Vendsyssel igen har åbent i aftenskolen for alle borgere i Vendsyssel, så er der også masser af udfordringer forude. Det er klart, at det går ud over økonomien, når vi skal leve op til ikke mindst afstandskravene. Det giver færre kursister på hvert hold, færre foredragsgæster og større udgifter til lokaleleje, sprit og et hele. Vi har valgt at starte en del hold med ret få deltagere, hvor vi tidligere ville have lukket holdet. Men som aftenskole og oplysningsforbund har vi en forpligtigelse til at afholde så meget som muligt for de, som kan og vil. I en tid som denne er så vigtigt, at folk får mulighed for at hente viden og opleve fællesskab. Det er jo selve kernen i folkeoplysningen!
Oktober er tid til fordybelse – den glade opfordring fra din aftenskole. Brug de mørke måneder til at gøre noget godt for dig selv! En gang om ugen eller en enkelt gang. Gå til noget kreativt, noget tænksomt, noget træning, noget meditativt, noget debat – eller ud at gå! Du bliver klogere, sundere og gladere! Se det hele på www.fof-vendsyssel.dk Kom trygt – der er helt styr på afstand og sprit og det hele. Velkommen!
Kilde: FOF Vendsyssel