Mandag blev der slået alarm af vandværksbestyrelsen i Ø. Brønderslev, efter der var fundet tegn på E-coli og coliforme bakterier i drikkevandet fra Ø. Brønderslev Vandværk.
Det var en rutine analyse hos en forbruger der slog ud og som var over myndighedernes anbefalede værdi. Man advarede derfor brugerne, om at man skulle følge myndighedernes anbefaling om at koge drikkevand mm indtil at der forelå resultater af yderligere 3 tests.
Tirsdag eftermiddag kom så analyse af 3 prøver. Vandprøve som er taget hos den pågældendes forbrugers nabo, samt vandprøven som er taget på afgangshanen på vandværket, viser at disse 2 er indenfor de min og max grænser som er fastsat af myndighederne. Så de er godkendte.
Derimod viser resultaterne af vandprøven taget hos den pågældende forbruger stadig en for højt E-coli værdi. Værdien er målt til 1 og myndighedskravene siger at den skal være under 1. Så da der stadig forefindes E-coli i vores ledningsnet, vælger Øster Brønderslev Vandværk at følge Styrelsen for patientsikkerhed og Brønderslev Kommunes anbefaling, om stadig at opretholde opfordringen om at koge drikkevandet.
-“Vi får tirsdag eftermiddag udtaget endnu 4 vandprøver, som vi så vil kende svaret på onsdag eftermiddag!” skriver Vandværks Formand, Søren Kimer på Ø. Brønderslev Vandværks Facebook-side i dag tirsdag. Vandværket leverer vand til 605 brugere i området.