Drivværket på Syrenvej i Serritslev er et tilbud til udsatte borgere, der har brug for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Her kan man som borger arbejde med forskellige håndværksmæssige discipliner. Produkterne, som der over tid er blevet fremstillet, har man igennem længere tid haft et ønske om at vise frem og tilbyde til salg. Men der manglede noget…
Derfor indledte Drivværket for snart tre år siden et samarbejde med PraktikCenter Aalborg Handelsskole. Sidstnævnte er arbejdsplads for bl.a. detaileelever, der ikke har fundet en elevplads, men som er omfattet af uddannelsesgaranti.
”Det hele startede med et stort og tomt rum, hvor vi gerne ville have indrettet en butik og skabt noget miljø. Men merkantile kompetencer er ikke spidskompetencer hos os. Så for os var det helt naturligt at vende blikket mod PraktikCenter Aalborg Handelsskole, der har detailelever med viden om indretning af butik”, forklarer værkstedsleder Brian Hjortnæs fra Drivværket.
”For vores elever har det været en spændende opgave over tid at skulle arbejde med indretning, valg af tema, farver og stemning mm. Vi har ikke de største håndværksmæssige kompetencer, så for vores elever har det været godt og lærerigt at være med til at bygge miljøet op. Det har givet inspiration til indretning af vores egen elevbutik”, supplerer virksomhedskoordinator Peter Karstrøm Vagning fra PraktikCenter Aalborg Handelsskole.
Havde det ikke været for corona og nedlukninger, havde Drivværket og PraktikCenter Aalborg Handelsskole for længst været klar til at modtage besøgende i butikken i Serritslev. Ifølge Brian Hjortnæs har det netop været medvirkende til at forsinke en officiel markering af åbningen af butikken.
Nu sker det imidlertid. Torsdag den 11. november i tidsrummet kl. 16.00 – 20.00 byder Drivværket i samarbejde med en række partnere velkommen til Open by Serritslev. Her er interesserede velkommen til at komme forbi og opleve Drivværkets butik og de mange spændende produkter foruden alt fra brugskunst, blomster, havekunst, husflid, håndarbejde, hundegodbidder og til andre produkter på de i alt 20 stande. Man kan kort sagt købe sine julegaver her.
Ifølge Brian Hjortnæs bliver det sådan en slags open by night, men dog i lidt mindre målestok end i de større omkringliggende byer.