Den 1. september 2020 får vi en ny ferielov. Med den nye ferielov kan du holde din ferie allerede måneden efter, du optjener den. Hvis du er ny på arbejdsmarkedet, betyder det, at du kan holde betalt ferie fra starten af din ansættelse. Den nye ferielov ændrer ikke på, at du optjener ret til 25 feriedage om året.
Inden den nye ferielov træder i kraft, er der en overgangsperiode. Det er der, fordi du med indførslen af de nye ferieregler ellers både vil have optjent ferie efter de nuværende regler og samtidig begynde at optjene ferie, som du kan holde måneden efter, du har optjent den. Hvis vi skiftede til de nye regler uden en overgangsperiode, ville du det første år, kunne have ret til op til ti ugers ferie. Det ville have store konsekvenser for både den danske samfundsøkonomi og din arbejdsgivers økonomi.
For at undgå det, bliver de feriepenge, du optjener fra 1. september 2019 til 31. august 2020, til en opsparing hos den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler.
Her på siden kan du læse, hvad den nye ferielov og overgangsåret betyder for dig.
Planlæg din sommerferie 2020
- Den 1. maj 2020 får du op til 16,64 feriedage. Det er de feriedage, du optjener fra 1. januar 2019 til 31. august 2019.
- Hvis du har ferie, som du ikke bruger mellem 1. maj 2020 og 31. august 2020, får du dem automatisk med over i den nye ferielov. Du kan derfor holde ferien frem til den 31. december 2021.
- Fra 1. september 2020, optjener du 2,08 feriedage for hver måneds ansættelse, som du kan holde allerede måneden efter, du har optjent dem.
Din ferie fra 1. september 2020
- Med den nye ferielov optjener du ferie fra 1. september til 31. august året efter.
- Du optjener stadig 2,08 feriedage for hver måneds ansættelse, som svarer til i alt 25 feriedage på et år. Det nye er, at du kan holde ferien allerede måneden efter, du har optjent den.
- Du kan holde din ferie fra 1. september til 31. december året efter. Du har derfor 16 måneder til at holde ferien.
- Hvis du har feriedage, som du ikke bruger mellem 1. maj 2020 og 31. august 2020, får du dem automatisk med over i den nye ferielov.
Hvilke regler kommer vi fra?
For bedre at forstå den nye ferielov, er det en god idé at kigge på den ferielov, vi kommer fra.
Indtil den nye ferielov træder i kraft, optjener og holder du din ferie forskudt. Det betyder, at du optjener din ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december. De feriedage kan du holde fra 1. maj og frem til 30. april året efter. Der kan derfor gå op til 16 måneder, fra du optjener din ferie, til du kan holde den. Det ændrer sig med den nye ferielov.
De ferieregler vi kommer fra, giver dig ret til 25 dages ferie om året. Det har du stadig i den nye ferielov. Ændringen er, at du vil få 2,08 feriedage hver måned, som du kan holde allerede måneden efter, du har optjent dem.
I 2019 er vi gået ind i en overgangsperiode, som skal sikre, at vi alle kommer smidigt fra de gamle til de nye ferieregler.
Men hvad går overgangsperioden ud på? Det kan du læse mere om i næste afsnit.
Din nye opsparing hos Lønmodtagernes Feriemidler
Inden den nye ferielov træder i kraft, er der et overgangsår, som løber fra den 1. september 2019 til 31. august 2020.
- Feriepenge, du optjener i overgangsåret, bliver til en opsparing hos den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler.
- Overgangsåret gælder alle lønmodtagere, og din opsparing er 12,5 % af din ferieberettigede løn.
- Det er din arbejdsgiver, der indberetter og indbetaler feriepengene til Lønmodtagernes Feriemidler. I starten af 2021 får du et brev, hvor du bliver bedt om at tjekke, at din arbejdsgiver har indberettet de korrekte feriepenge til fonden.
- Du får opsparingen udbetalt ved folkepensionsalderen.
Bemærk, at du i overgangsåret stadig kan holde ferie, næsten som du plejer. Læs mere i afsnittet ’Planlæg sommerferie 2020’.
Læs mere HER
Kilde: Borger.dk