Mandag d. 8. september så jeg urpremieren på gæsteteaterforestillingen "De Uskrevne" i BASaren i Nørregade.
På en scene, der ved første øjekast føles tom – blot et par kaffeborde, en bænk og en pop-up-skærm – udfolder der sig et helt univers. Scenografien er enkel, men dens styrke ligger netop i, hvordan den uden anstrengelse transformeres til baglokale, køkken og kulisse. Hvert element på scenen bliver en medspiller i fortællingen, og tilsammen skaber de en helhed, der indrammer forestillingen smukt.
Midt i dette står Mette Rønne, alene, men alligevel omgivet af seks distinkte karakterer. Hun skifter mellem dem så ubesværet, at man næsten glemmer, man overværer en monolog. Kostumet forbliver det samme, men med mimik, kropssprog og stemmeføring trækker Rønne os ind i vidt forskellige livsverdener. Karaktererne fremstår så markante, at man et øjeblik er i tvivl, om der ikke står flere skuespillere på scenen.
Stykket balancerer elegant mellem humor og alvor. Der er skarpe punchlines og velplacerede komiske øjeblikke, men under latteren løber et dybere spor – et alvorligt tema, som giver forestillingen en vægt og en eftertænksomhed, der gør den langt mere end blot underholdning.
"De Uskrevne" er i Mette Rønnes hænder ikke bare en monolog, men et levende kalejdoskop af stemmer, skæbner og følelser. En forestilling, der både morede og bevægede – og som bliver hængende længe efter tæppet er gået ned.
Jeg kan kun anbefale, at man ser den, hvor den kommer rundt i landet det næste stykke tid.
Foto: Janni Kjær Lynggaard
