Dansk Folkehjælp og optikerkæden Louis Nielsen er gået sammen om SynsHjælpen, der årligt vil give gratis synstest og briller til 1.200 udsatte og fattige danskere. Ifølge undersøgelser foretaget i forbindelse med SynsHjælpen oplever 11,5% af danskerne, at de har problemer med deres syn, som de ikke har råd til at få undersøgt og samtidig undlader 14,5% at gå til optikeren pga. deres økonomi. Øjenproblemer, der ikke bliver behandlet, bliver værre over tid og kan i sidste ende blive en barriere for både uddannelse og arbejde.
Med SynsHjælpen kan udsatte og fattige familier nu få gratis synstest og briller, hvilket kan være afgørende for deres muligheder for uddannelse og arbejde – og behovet er stort.
En undersøgelse, som Dansk Folkehjælp har foretaget, viser, at 85% af ansøgerne til initiativet har et rådighedsbeløb på mindre end 3.000,- kroner om måneden, når alle faste udgifter er betalt. Stigende priser på el, varme og mad lægger yderligere pres på økonomien. Derfor fravælger familierne ofte at få foretaget brugerbetalte sundhedsundersøgelser hos for eksempel optikeren. Tal fra Louis Nielsen viser desuden, at 25% af danskerne bekymrer sig for, om de har råd til briller.
Peder Thorning, der er konstitueret generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, uddyber:
“Mange af de familier, som vi arbejder med, har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen – og derfor ender briller og sundhedstjek af øjnene ofte langt nede på listen over ting, der afsættes ressourcer til. Med SynsHjælpen kan vi i samarbejde med Louis Nielsen hjælpe familierne med at få undersøgt både forældre og børns syn, og de kan derefter få de briller, som passer til dem. Det øger mulighederne for succes på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet for dem, der har problemer med synet, og det kan i sidste ende forbedre livskvaliteten markant.”
Konsekvenserne er store og langvarige
At have dårligt syn er ikke kun irriterende, når der skal læses skilte ved afkørsler eller priser i supermarkedet. Ubehandlede synsudfordringer kan have alvorlige og langvarige sundhedsmæssige konsekvenser, som kan medføre blandt andet hovedpine og manglende koncentrationsevne.
Rune Steiness, der er projektleder for initiativet hos Louis Nielsen, fortæller:
“Hos Louis Nielsen er vi meget optaget af at passe godt på danskernes syn. Derfor er vi stolte af, at vi sammen med Dansk Folkehjælp kan yde en ekstra hjælp til de udsatte og fattige familier, som ikke har mulighed for at prioritere hverken synstest eller briller. Gener pga. dårligt syn kan betyde, at man ikke kan følge med i skolen, gennemføre sin uddannelse eller passe sit arbejde. Og dét kan i sidste ende få store konsekvenser. Derfor er et sundt syn vigtigt.”
Næste ansøgningsrunde for at modtage SynsHjælpen starter den 1. april 2023 og løber frem til den 30. april 2023. Det forventes at kunne uddele hjælp til i alt 1.200 fattige og udsatte familier.
Kilde: HAVE Kommunikation