Private boligejere bør fortsat overlade nedtagning af asbesttage til autoriserede virksomheder. Det mener Dansk Erhverv, som advarer mod et forslag om at lade private udføre arbejdet efter et kursus.
Debatten om, hvem der fremover skal have lov til at nedtage asbesttage, fortsætter på Christiansborg.
Forud for Folketingets andenbehandling af et beslutningsforslag fra Danmarksdemokraterne opfordrer Dansk Erhverv regeringen til at fastholde de nuværende krav om autorisation.
Forslaget fra Danmarksdemokraterne lægger op til, at private boligejere skal kunne gennemføre et kursus og derefter få mulighed for selv at nedtage asbesttaget på deres bolig.
Det mener Dansk Erhverv kan skabe problemer.
“Vi har forståelse for, at udskiftning af asbesttage er en økonomisk udgift for boligejerne. Men løsningen bør ikke være at gøre det muligt for private selv at håndtere en opgave, der indebærer alvorlige sundhedsrisici. Sikkerheden skal være i højsædet,” siger Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv.
Mere end bare at tage pladerne ned
Dansk Erhverv peger på, at arbejdet med asbest ikke kun handler om selve nedtagningen af taget.
Hele processen omfatter blandt andet forundersøgelse, afskærmning, sikkerhedsudstyr, rengøring, transport og aflevering af materialerne på et godkendt deponi.
Samme bekymring kommer fra J. Jensen Nedrivning A/S, som gennem omkring 40 år har arbejdet med blandt andet nedrivning og miljøsanering.
Virksomheden har mere end 300 medarbejdere og arbejder blandt andet med håndtering af asbest.
“Ved nedtagning af asbest skal der være styr på langt mere end selve tagpladerne. Hos J. Jensen arbejder vi med uddannede medarbejdere, afskærmning, sikkerhedsudstyr, risikovurderinger, dokumentation og korrekt håndtering af affald,” siger direktør og COO Thomas Kolbeck Valbjørn.
Hvem har ansvaret, hvis asbest spredes?
Et af de spørgsmål, virksomheden rejser, handler om ansvaret, hvis asbestfibre under arbejdet spredes til naboer eller andre omkringliggende områder.
“Hvis en tagplade knækker, og asbestfibre spredes til naboens grund, hvem står så med ansvaret? Kan den private boligejer stilles til ansvar for forurening på anden mands grund, og er der økonomisk dækning, hvis en oprensning løber op i flere hundrede tusinde kroner?” siger Thomas Kolbeck Valbjørn.
Han mener, at der skal være klare svar på den type spørgsmål, før reglerne eventuelt bliver ændret.
Efterlyser kontrol med private
J. Jensen Nedrivning A/S peger også på forskellen mellem private boligejere og autoriserede virksomheder, når det gælder kontrol og dokumentation.
Autoriserede virksomheder er blandt andet underlagt tilsyn fra Arbejdstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen.
“Vi har faste procedurer og systemer, som dokumenterer, hvordan arbejdet udføres. Men hvem skal føre tilsyn med private, der fjerner asbesttage? Hvordan skal myndighederne vide, hvornår arbejdet foregår, og hvordan sikrer man, at reglerne faktisk bliver fulgt?” siger Thomas Kolbeck Valbjørn.


Foreslår økonomisk hjælp i stedet
Dansk Erhverv anerkender, at udskiftning af et asbesttag kan være en stor udgift for mange boligejere.
Organisationen mener dog, at løsningen i stedet bør være at gøre det økonomisk lettere at få arbejdet udført af professionelle.
Det kan eksempelvis ske gennem målrettede fradragsordninger eller andre former for økonomisk støtte.
“Hvis regeringen vil hjælpe boligejerne, bør den gøre det billigere at få arbejdet udført korrekt. Man bør ikke løse et økonomisk problem ved at lempe sikkerheden. Asbest skal fortsat håndteres professionelt fra start til slut,” siger Katrine Bjerre.


















