Sommerferien er ovre, og traditionen tro forbereder Brønderslev Sportsdanserforening sig på den kommende sæson 2023/24. Opstart er i september, og der er ambitioner for den kommende sæson.
”Vi har lige så lige lanceret vores spritnye hjemmeside”, udtaler formand Linda Ammentorp. ”Den er langt mere funktionel og smart end den gamle, så det er dejligt, at den er blevet klar til at tage imod tilmeldinger til den nye sæson. I år kommer vi også til at have zumba på programmet.”
Det var ellers med uro i maven, at Brønderslev Sportsdanserforening afsluttede den forgangne sæson. ”Ligesom flere andre foreninger i Danmark, er vi presset på frivillige”, udtaler formand Linda Ammentorp. ”Et af vores trofaste bestyrelsesmedlemmer stopper desværre ved næste generalforsamling, som er i februar 2024, og derfor har vi ledt med lys og lygte efter nye medlemmer. Uden dette medlem ville vi nemlig ikke kunne opfylde det påkrævede antal bestyrelsesmedlemmer, som er nødvendigt for at kunne konstituere sig som bestyrelse ved næste generalforsamling.”
Det er påkrævet for foreninger i Danmark, at bestyrelsen skal have fem siddende bestyrelsesmedlemmer. Har foreningens bestyrelse under fem medlemmer, kan bestyrelsen ikke konstituere sig, og dermed er foreningen nødsaget til at blive opløst. ”Vi har heldigvis oplevet en lille interesse, siden vi ved afdansningsballet i april i år gjorde opmærksom på vores problemstilling, men vi kan sagtens bruge flere hænder”, udtaler Linda Ammentorp.
Dans for alle
Brønderslev Sportsdanserforening har ellers tilbudt dans til mange danseglade vendelboere i Brønderslev og omegn gennem en årrække. ”Hvert år ved vores afdansningsbal kan vi uddele både 5-, 8- og 10-års nåle til de af vores medlemmer, som har danset hos os i de år, og ved afdansningsballet forrige sæson kunne vi med stolthed atter en gang uddele en 10-års nål.”
Hvorfor foreningen har svært ved at tiltrække frivillige kræfter, har de ikke et endegyldigt svar på, men de peger på, at flere faktorer kan spille ind. ”Vi har hørt fra flere andre foreninger, at de står i en lignende situation som os. Om det skyldes Corona eller noget helt andet, ved vi ikke”, udtaler Linda Ammentorp.
Et lille håb
Foreningen har dog et lille håb om, at de ved at tale højt om deres udfordring måske kan vække en interesse for frivilligt arbejde i andre. ”Jeg tror, at udfordringen med at skaffe frivillige er bekendt for de, som i forvejen arbejder som frivillige” udtaler Linda Ammentorp. ”Forhåbentligt kan vi sætte lidt fokus på noget, som vi oplever som en stigende tendens.”
Formand Linda Ammentorp understreger, at det er ikke en forudsætning, at man er eller har været danser for at kunne deltage i foreningens bestyrelse. ”Alle er velkomne, og hvis man har spørgsmål, er man velkommen til at kontakte os og få en uforpligtende snak. Sæsonen starter i september og slutter i april. Vi har cirka seks møder i løbet af en sæson og nogle småopgaver, så det er ikke fordi, at arbejdet tager meget tid. Det er meget givende at kunne være med til at tilbyde dans for alle og være med til at stable et arrangement som eksempelvis vores afdansningsbal på benene.”