Af Lasse Riisgaard, Byrådsmedlem (V)
En bymidte uden liv mister sin puls. Den er ikke bare et sted, hvor vi handler, men et sted hvor vi mødes, snakker og mærker fællesskabet. Hvis gaderne bliver tomme, forsvinder ikke kun omsætning – men også noget af byens identitet.
Derfor er jeg glad for, at det i årets budgetforhandlinger er lykkedes mig at få sat fokus på netop bylivet i Brønderslev Kommune. Parterne blev enige om at undersøge muligheden for at igangsætte en treårig projektansættelse af en bylivsudvikler med fokus på midtbyer i byer over 4.000 indbyggere. Jeg håber det nye byråd med tilskud fra statslige puljer, kan få finansieringen heraf endeligt på plads.
Formålet er klart: Vi skal styrke handelslivet, skabe rammerne for flere aktiviteter, forbedre samarbejdet mellem byens aktører og udarbejde en langsigtet bylivsplan. Det er et vigtigt skridt mod en mere levende midtby. For selvom der allerede findes mange gode kræfter og ildsjæle i foreningslivet, kulturen og erhvervslivet, mangler vi én, der kan samle trådene og skabe sammenhæng. Kommunen skal gå foran, tage ansvar for at skabe rammerne og give de bedste vilkår for at udfylde disse.
Samtidig er jeg rigtig tilfreds med, at vi endelig har afsat midler til at påbegynde renoveringen af Østergade. Det har jeg presset på for i flere år, og det bliver et konkret løft, som vil kunne mærkes – både på byens udtryk og på den oplevelse, man får som besøgende i Brønderslev.
Et andet vigtigt skridt er nybyggeriet på Peder Nielsens Plads og det nye torv, som er et markant løft for hele bymidten. Det nye byggeri og torv binder byen bedre sammen og skaber et naturligt mødested tæt på stationen. Her får vi en moderne ankomst til Brønderslev og en plads, der kan bruges til ophold, mindre events og mulighed for udeservering – et sted, hvor både borgere, pendlere og gæster får lyst til at stoppe op. Det er sådan, vi giver vores by et stærkere hjerte.
Når vi kombinerer investeringer i byrum som renoveringen af Østergade og nybyggeriet på Peder Nielsens Plads med en strategisk indsats for bylivet, skaber vi den rigtige retning: En by, hvor der er plads til mennesker, oplevelser og fællesskab.
Det handler om at tage ansvar for, hvordan vi udvikler Brønderslev. En bymidte, der summer af liv, giver energi til hele byen. Når der er mennesker i gaden og aktiviteter i byrummet, smitter det af på både handel, bosætning og vores fælles stolthed.
En bylivsudvikler skal ikke overtage ildsjælenes initiativer, men skabe rammerne og sammenhængen, så de mange gode kræfter, der allerede findes i foreninger, butikker og kulturliv, får bedre mulighed for at lykkes. Det handler om at samle trådene – og skabe retning og koordination.
Jeg tror på, at vi med denne indsats kan tage et afgørende skridt mod en mere levende og attraktiv bymidte. Kommunen skal gå foran, men udviklingen skal ske i fællesskab.
Det her handler i sidste ende om at tage ansvar for Brønderslevs fremtid. Vi skal tro på, at vores bymidter kan og skal være et levende centrum for hele kommunen – og med de første skridt der nu er taget, er jeg overbevist om, at vi er på vej.









