Overtagelsen træder i kraft 1 januar 2027
Fra den 1. januar 2027 overtager Brønderslev Kommune driften af Plejehjemmet Kornumgård. Det sker, efter at den nuværende driftsoverenskomst mellem Brønderslev Kommune og Danske Diakonhjem udløber ved årsskiftet.
Baggrunden er, at Brønderslev Kommune og Danske Diakonhjem gennem længere tid har været i dialog om de økonomiske rammer for driften af plejehjemmet. Det har imidlertid ikke været muligt at nå til enighed om en ny aftale, og derfor videreføres driftsoverenskomsten ikke efter den 31. december 2026.
Et plejehjem med stolte traditioner
Plejehjemmet Kornumgård har gennem mange år haft et godt ry og er for mange borgere, pårørende og medarbejdere blevet synonymt med god kvalitet og omsorg.
“I Danske Diakonhjem er vi ærgerlige over, at vi ikke længere skal drive Kornumgård Plejehjem. Kornumgård er et hjem med stærke værdier, høj faglighed og et helt særligt engagement fra medarbejdere, frivillige og pårørende, og det har betydet meget for os at være en del af. Vi vil gerne rette en stor tak til alle omkring Kornumgård for den store opbakning og det fællesskab, som gennem årene har været med til at gøre hjemmet til noget særligt,” siger Christiane Dahlerup, administrerende direktør i Danske Diakonhjem.
Brønderslev Kommune ser frem til at videreføre driften af Kornumgård og bygge videre på de gode traditioner, som har kendetegnet stedet gennem de sidste mange år.
“Vi er glade for, at kommunen får mulighed for at overtage driften af Kornumgård. Vi har stor respekt for det stykke arbejde, som ledelsen og medarbejderne hver dag har udført for at gøre Kornumgård til et godt sted, at bo, besøge og arbejde. Vi vil arbejde målrettet for at sikre, at det også er tilfældet i fremtiden,” siger Carsten Ullmann Andersen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune.
Tryghed og kontinuitet i fokus
Både Brønderslev Kommune og Danske Diakonhjem lægger stor vægt på, at overgangen til kommunal drift skal foregå trygt og ordentligt for beboere, medarbejdere og pårørende.
”Det vigtigste for os er, at beboere og medarbejdere oplever tryghed og kontinuitet i hverdagen. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre en god overgang og understøtte, at Plejehjemmet Kornumgård drives videre med respekt for den kultur og tilgang, som gennem mange år har kendetegnet hjemmet,” siger Christiane Dahlerup.
”Vi ved, at det kan føles som en stor omvæltning, når man overgår fra én virksomhed til en anden. Derfor vi vil gøre, hvad vi kan, for at overgangen bliver så nem og gnidningsfri som muligt,” siger Henrik Aarup- Kristensen, der er direktør for Sundhed & Velfærd i Brønderslev Kommune.

Tak for samarbejdet
Brønderslev Kommune ønsker at rette en stor tak til Danske Diakonhjem for samarbejdet gennem mere end 50 år.
“Vi vil gerne kvittere for det store engagement og den indsats, som ledelse og medarbejdere hos Danske Diakonhjem har lagt i driften af Kornumgård. De er lykkes med at skabe et velrenommeret plejehjem, hvor der er stor tilfredshed blandt både beboere, pårørende og medarbejdere. Det fortjener stor anerkendelse,” siger Carsten Ullmann Andersen.
Selvom Danske Diakonhjem ikke længere står for driften af Plejehjemmet Kornumgård, fortsætter samarbejdet med Brønderslev Kommune, hvor organisationen fortsat driver Friplejehjemmet Vivaldi og Asaa Friplejehjem.
Fakta
- Danske Diakonhjem har drevet Plejehjemmet Kornumgård siden 1972.
- Plejehjemmet Kornumgård er en selvejende institution med 70 boliger, og driften af institutionen overdrages fra den 1. januar 2027. Dermed overdrages medarbejderne også fra ansættelse i Danske Diakonhjem til Brønderslev Kommune.
- Driftsoverenskomsten er opsagt med virkning fra d. 1. januar 2027.
Kilde: Pressemeddelelse fra Brønderslev Kommune & Danske Diakonhjem
Kontakt
For yderligere oplysninger kontakt:
- Direktør, Fagforvaltningen for Sundhed & Velfærd, Brønderslev Kommune, Henrik Aarup- Kristensen, hak@99454545.dk, tlf.: 5124 7624
- Adm. direktør i Danske Diakonhjem, Christiane Dahlerup, cda@diakon.dk, tlf.: 2114 2575








