Mens mange kommuner fortsat har få elever i juniormesterlære, ser det anderledes ud i Brønderslev Kommune. Her har 8,4 procent af eleverne i 8. og 9. klasse valgt juniormesterlære. Det placerer Brønderslev blandt de kommuner i landet, hvor ordningen har fået bedst fat.
En ny analyse fra SMVdanmark viser store forskelle på, hvor meget kommunerne bruger juniormesterlære. På landsplan er under tre procent af eleverne i 8. og 9. klasse med i ordningen, og mange kommuner ligger fortsat et godt stykke fra regeringens forventning om fem procent. Brønderslev Kommune skiller sig markant ud. Her er 8,4 procent af eleverne i 8. og 9. klasse i juniormesterlære. Kun Faxe, Rebild og Lolland ligger højere i den nye opgørelse.
Juniormesterlære blev indført fra skoleåret 2025/26 og giver elever i 8. og 9. klasse mulighed for at kombinere undervisningen i skolen med mere praktisk læring. Eleverne kan være ude en eller to dage om ugen, eksempelvis i en virksomhed eller på en erhvervsskole, FGU eller ungdomsskole.
En anden vej til læring
I Brønderslev Kommune glæder formand for Børne- og Skoleudvalget, Bettina Bøcker Kjeldsen sig over, at mange unge har taget godt imod muligheden.
“Vi ved, at unge lærer på forskellige måder. For nogle giver det rigtig god mening, at en del af skoleugen foregår i en virksomhed eller i et andet praktisk læringsmiljø. Her kan de bruge deres hænder, prøve deres interesser af og samtidig opleve, hvordan det, de lærer i skolen, kan bruges i praksis,” siger Bettina Bøcker Kjeldsen.
Juniormesterlære er ikke kun tænkt som et tilbud til elever, der har det svært i skolen. Det er også en mulighed for unge, der trives i skolen, men som er nysgerrige på en mere praktisk vej og gerne vil have erfaring med arbejds- og erhvervslivet allerede i 8. eller 9. klasse.
“Det er vigtigt for os, at der er flere veje gennem folkeskolen. En praktisk interesse skal ikke ses som et alternativ til at være fagligt ambitiøs. Tværtimod kan juniormesterlære være med til at give nogle unge motivation og en tidlig fornemmelse af, hvad de er gode til, og hvilken uddannelsesvej der kunne være interessant for dem,” siger Bettina Bøcker Kjeldsen.
Brønderslev skiller sig ud
SMVdanmarks analyse bygger på oplysninger fra kommunerne og viser, at der fortsat er meget stor forskel på brugen af juniormesterlære. Mens 8,4 procent af eleverne i Brønderslev er med i ordningen, er andelen på landsplan under tre procent. Kun omkring hver fjerde kommune ligger over regeringens forventede niveau på fem procent.
Ifølge SMVdanmark viser forskellene, at den lokale indsats har stor betydning. Organisationen peger blandt andet på information til elever og forældre samt samarbejdet mellem skoler, virksomheder og kommune som vigtige faktorer. For Brønderslev Kommune handler indsatsen også om at give flere unge mulighed for at opleve de mange forskellige fag og arbejdspladser, der findes lokalt.
“Vi har et stærkt erhvervsliv og mange virksomheder, hvor unge kan få indblik i fag og arbejdsområder, som de måske ellers ikke ville møde i deres skolegang. Når skole og erhvervsliv kommer tættere på hinanden, kan det både åbne de unges øjne for nye muligheder og være med til at sikre virksomhederne den arbejdskraft, de får brug for i fremtiden,” siger Bettina Bøcker Kjeldsen.
Fakta om juniormesterlære
- Juniormesterlære er et frivilligt tilbud til elever i 8. og 9. klasse.
- Eleverne kombinerer undervisning i skolen med praktisk undervisning eller praktik en eller to dage om ugen.
- Den praktiske del kan blandt andet foregå i en virksomhed, på en erhvervsskole, FGU eller ungdomsskole.
- På landsplan deltager under tre procent af eleverne i 8. og 9. klasse.
- I Brønderslev Kommune er andelen 8,4 procent.
Brønderslev har dermed den fjerdehøjeste andel blandt kommunerne i SMVdanmarks seneste opgørelse.
Kilde: Brønderslev Kommune


















