Brønderslev Bibliotek skyder UGE 17 – borgernes verdensmålsuge – i gang med en inspirerende og festlig dag fyldt med grønne initiativer, fællesskab og fejring. Her kan borgere opleve alt fra plantebytte og fernisering til lanceringen af nye bæredygtige tiltag – samtidig med, at biblioteket markerer en særlig milepæl som ny verdensmålscertificeret institution.
UGE 17 er en landsdækkende indsats, hvor biblioteker sætter fokus på FN’s verdensmål og på, hvordan vi i fællesskab kan skabe en mere bæredygtig hverdag. I Brønderslev bliver det markeret med en åben invitation til alle, der ønsker at blive inspireret og tage del i den grønne omstilling.
Dagen byder blandt andet på fernisering af udstillingen “Papirklip”, som er skabt i samarbejde med lokale borgere og institutioner. Udstillingen er et kreativt og visuelt udtryk for fællesskab og engagement – og understreger bibliotekets rolle som samlingspunkt for både kultur og bæredygtighed.
Samtidig fejres det, at Brønderslev Bibliotek netop er blevet verdensmålscertificeret. Certificeringen er udviklet i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening og 20 pilotbiblioteker og har rødder i et projekt støttet af TrygFonden og Spar Nord Fonden. I dag drives ordningen af Chora2030 som en del af netværket DB2030.
“Verdensmålscertificeringen er en anerkendelse af det arbejde, vi allerede gør – og en forpligtelse til at arbejde endnu mere målrettet med bæredygtighed og verdensmål sammen med borgerne,” fortæller kulturformidler Rikke Ejlertsen.
Som en del af fejringen indvier biblioteket også en ny grøn væg, der formidler både bibliotekets og kommunens indsats inden for bæredygtighed. Samtidig åbner et nyt Plantotek, hvor borgere kan bytte planter og dele stiklinger, og et frøbibliotek, hvor man kan aflevere eller hente frø til haven.
“Vi vil gerne gøre bæredygtighed konkret og tilgængelig for alle. Med initiativer som Plantoteket og frøbiblioteket skaber vi rammer for, at små handlinger kan vokse til noget større – sammen,” siger Kristina Elmo Lundbye.
Arrangementet finder sted den 20. april kl. 10.00, hvor biblioteket byder på kaffe, saft og kage. Alle er velkomne til at kigge forbi og være med til at fejre både fællesskab, kreativitet og en grønnere fremtid.
Kilde og foto: Brønderslev Bibliotek









