BI Fodbold kan se tilbage på en fornem weekend, hvor klubbens U17- og U15-piger begge leverede flotte præstationer ved de jysk-fynske mesterskaber i futsal.
Sølvmedaljer til U17-pigerne
BI’s U17-piger imponerede stort ved JM i Jetsmark, hvor de sikrede sig sølvmedaljer efter en stærk turnering. Holdet spillede sæsonens bedste kampe, hvor de med tre sejre over OdenseQ, Frederikshavn og Fortuna Hjørring understregede deres høje niveau. Kun Hjørring Futsal Klub blev en for stor mundfuld i finalen, men det ændrer ikke på en flot samlet præstation og en velfortjent sølvmedalje til pigerne.
Bronzemedaljer til U15-pigerne
BI’s U15-piger kunne også rejse hjem med hæder, da de sikrede sig en bronzemedalje ved JM i Horsens. Holdet forblev ubesejret gennem turneringen og viste stor styrke med en sejr over fynske SFF 2015 samt tre uafgjorte opgør mod Aalborg KFUM, Fortuna Oure og Fortuna Hjørring. Den flotte indsats blev belønnet med en tredjeplads og bronzemedaljer til pigerne, som kan være stolte af deres præstation.

BI Fodbold kan dermed glæde sig over et velspillet mesterskab, hvor både U17- og U15-holdene har vist høj kvalitet og stor fightervilje. Stort tillykke til begge hold med de flotte resultater!
Kilde og foto: BI Fodbold