Brønderslev Avis har modtaget nedenstående læserbrev fredag d. 11 juli 2025 fra en gruppe, der kalder sig Ledere og Spillere fra BI Bordtennis førstehold.
Vi har givet BI Bordtennis & BI´s Hovedbestyrelse chancen for at kommentere på læserbrevet, ved at videresende brevet samme dag i sin fulde længde til formændenes mail kontakt. BI Bordtennis suppleant, Kai Jarl ringede til mig fredag lige før kl. 17.00 og kom med en kommentar over telefonen, han fik at vide at avisen nødvendigvis skulle bruge den på skrift, for at kunne bevise at det var BI Bordtennis reaktion på læserbrevet. Jeg har ikke efterfølgende modtaget nogen mail, har tjekket her mandag d. 14 juli kl. 12.00 som var fristen på kommentarer.
Jeg har fakta tjekket med Bordtennis Danmark Formand Henrik Vendelbo, han bekræfter at udtrækningen af holdet skete inden der kom spillerudtrækninger. Men spillerne kan dog meldt deres udtrækning oralt til BI Bordtennis bestyrelse fortsætter Henrik Vendelbo, noget som spillerne nægter.
Henrik Dahl Nielsen – Tex, Skribent Brønderslev Avis

Læserbrev:
BI Bordtennis trækker ny oprykket ligahold
Pragtpræstation sikrede oprykning til landets bedste række, men umiddelbart efter blev holdet trukket
Efter en tæt og intens afslutning lykkedes det BI Bordtennis førstehold at sikre klubben oprykning til landets bedste række, bordtennisligaen. Oprykningen blev på ingen måder fejret af bestyrelsen. Tværtimod valgte de kort tid efter at trække det ny oprykkede ligahold. Det efterlader en flok frustrerede spillere, der blev tvunget til at søge mod andre klubber.
Visionerne forsvandt hurtigt
Visionerne var ellers store inden sæsonen. Ideen var at skabe en eliteafdeling, der kan spille med i landets bedste række for på den måde at trække opmærksomhed til BI bordtennis, der råder over nogle af landets bedste bordtennislokaler. Opmærksomheden skulle bruges til at samle en ny generation af børn og unge omkring bordene, og dermed genetablere en klub, hvor der både er plads til elite og bredde – hånd i hånd.
Da sæsonens målsætning blev meldt ud, talte formand, Jens Knudsen, endda om en fremtid med Champions League bordtennis i Brønderslev. Spillerne købte ind på planerne om at rykke op i Ligaen og har gennem sæsonen givet den ekstra gas ved træningsbordene. Nu er realiteten at klubbens bedste hold i næste sæson spiller i 3. division.
Udtrækningen er alene bestyrelsens ansvar
Da bestyrelsen for BI bordtennis skrev til Bordtennis Danmark for at trække holdene, blev der blandt andet brugt en begrundelse om, at det skyldes spillerflugt. Den udlægning bringer skarpe reaktioner frem hos spillerne.
“Vi tager kraftigt afstand fra at blive gjort til syndebukke for bestyrelsens beslutning om at frasige sig pladsen i landets bedste række. Vi spillere var 100% klar til at spille Liga! At vi skulle være årsagen til trækningen af holdet fra Ligaen er SÅ langt fra sandheden, som noget kan være.”, siger Peter Bruhn, der udover at have spillet i klubben i utallige år også har fungeret som spillende holdleder. Selv har Peter Bruhn intet hørt fra bestyrelsen om, at holdene er trukket. Den besked fik han af turneringskoordinatoren i Bordtennis Danmark.
Valentin Dorca, der har spillet i Brønderslev de seneste seks sæsoner stemmer i. ”Jeg er stået op klokken 6.00 mange weekender for at komme og spille for Brønderslev. Det går selvfølgelig ud over familien, men det var et stort mål at rykke op i ligaen. Drømmen om oprykning gik i opfyldelse, men så bliver vi udsat for det her. Holdet er pludselig trukket. Det er absolut ikke fair.”
Bestyrelsen trak holdet uden at informere spillerne
Kort efter oprykningen indkaldte formand Jens Knudsen og bestyrelsesmedlem Kai Jarl den lokale Bjarke Krog til et møde. Her fik han at vide, at drømmen om ligabordtennis i hjembyen godt kunne pakkes væk. Men han måtte i øvrigt ikke fortælle de andre spillere om det.
”Bestyrelsens beslutning er selvklart skuffende. Jeg startede i BI-bordtennis, mens jeg gik i SFO. Jeg var indstillet på at intensivere træningen. Det var en drøm at være med til at tage Brønderslev tilbage i eliten og samtidig få ungdomsarbejdet til at blomstre igen. Og jeg snakkede med andre unge danske spillere om at komme og være med i projektet. I stedet er jeg nu skiftet til Hirtshals for at komme til at spille på et rimeligt niveau, fortæller Bjarke Krog.
Spillerne, klubbens medlemmer, Brønderslev Kommune mfl. er endnu ikke blevet informeret om, hvad der ligger bag, at BI bordtennis har valgt at trække det ny oprykkede Ligahold.
”Jeg undrer mig enormt over beslutningen. Det var en investering på over 100.000 kroner at bringe holdet op i den bedste række. Med trækningen af holdet, er de penge spildt. Og det hele er sket uden at inddrage spillere, sponsorer og andre støtter. Der er meget, der ikke giver mening i den her beslutning, slutter Peter Bruhn.
Spillere & Ledere BI Bordtennis





