N. Hylleberg Tømrer & Snedker kan nu udføre asbestarbejde efter den nye lovgivning, som træder i kraft fra 1. januar 2025. Indehaver Nicolai Hylleberg Hviid fortæller:
“Efterårsferien starter godt ud. Vi har nemlig nu, efter lang tids forberedelse og arbejde, modtaget Sikkerhedsstyrelsens autorisation til at arbejde med asbest. Vi kan derfor fortsætte arbejdet i det nye år lovligt og efter reglerne.”
Fra 1. januar 2025 er det kun virksomheder, som er autoriseret af Sikkerhedsstyrelsen, der må udføre arbejdsopgaver med asbestholdige materialer. Nicolai Hylleberg forklarer, at processen har været både tidskrævende og økonomisk krævende, men at det er en stor lettelse nu at have modtaget den endelige bekræftelse på, at alt er klar til det nye år.
Dette skridt sikrer, at N. Hylleberg Tømrer & Snedker kan tilbyde kunderne sikker og lovlig håndtering af asbest, som fortsat er en væsentlig del af renoveringsopgaver i ældre bygninger.