På sit seneste møde drøftede byrådet i Brønderslev Kommune det såkaldte Danmarkskort over omgørelsesprocenter på socialområdet. Det handler kort fortalt om, hvor stor en andel af de kommunale afgørelser, som borgere klager over, Ankestyrelsen ender med at erklære ulovlige.
I 2025 var det i Brønderslev Kommune præcis halvdelen. Af de 52 sager, Ankestyrelsen behandlede, blev 26 hjemvist eller ændret.

Man kan indvende, at 52 sager er få sammenlignet med de mere end 6.000 afgørelser, kommunen træffer på socialområdet. Men fejlene findes ikke kun i de sager, borgerne klager over. Ankestyrelsens Handicapsagsbarometer undersøger netop sager, som ikke er blevet påklaget. Her har man på flere handicapområder fundet meget høje fejlprocenter. Senest viste barometeret for 2025, at 48 procent af de undersøgte sager om tabt arbejdsfortjeneste ville være blevet omgjort, hvis borgeren havde klaget.
Problemet kan derfor ikke reduceres til nogle få borgere, der har valgt at klage.

Man kan også indvende, at det er menneskeligt at fejle. Selvfølgelig er det det. En kommune kan ikke fungere med en nulfejlskultur. Men der er en vigtig detalje. Når en borger klager over en afgørelse, går klagen ikke direkte til Ankestyrelsen. Den går først til kommunen, som får mulighed for at se på borgerens argumenter og gennemgå sagen igen. Først hvis kommunen efter den ekstra gennemgang fastholder sin afgørelse, bliver sagen sendt videre til Ankestyrelsen.

Det er heller ikke små, ubetydelige fejl, der fører til omgørelser. Tværtimod stadfæster Ankestyrelsen ofte kommunale afgørelser, hvor der er begået fejl i sagsbehandlingen. Hvis fejlen ikke kan have betydning for sagens udfald, bliver den blot kommenteret, og kommunen får medhold i Ankestyrelsen.

Vi taler altså om alvorlige fejl i halvdelen af afgørelserne – efter at de har været igennem kommunen til et ekstra tjek.
Det er det, vi som kommune og myndighed, med rådgivere, chefer og jurister, byder borgere, der ofte står i udsatte situationer. Det er selvfølgelig ikke godt nok.

For mig handler det ikke om at finde nogen at placere skylden hos. Det handler om at tage ansvar og få rettet op. Vi skal se på, om medarbejderne har den nødvendige faglige støtte, om vi lærer godt nok af de afgørelser, Ankestyrelsen sender tilbage, og om vores kvalitetssikring er god nok. Og vi skal turde undersøge, om hensynet til kommunens økonomi i nogle tilfælde får for stor betydning for de afgørelser, der bliver truffet.

Nu er omgørelsesprocenten oppe på skræmmende 50 procent. Det kalder efter min mening på en konkret politisk målsætning, som forvaltningen kan arbejde efter. Kunne vi for eksempel som byråd beslutte, at højst hver femte af de sager, der ender i Ankestyrelsen, må blive omgjort?

20 procent er stadig for højt. Men en konkret målsætning vil forpligte os til systematisk at følge udviklingen, lære af fejlene og reagere, hvis vi ikke bevæger os i den rigtige retning.
Jeg håber, at et samlet byråd er med på den opgave.

Udgangspunktet skal være, at man kan stole på, at en afgørelse fra Brønderslev Kommune er lovlig.