Ungdomsboligerne i det Gamle Mejeri.
I Torvegade knejser en flot stor gul/hvid bygning, det tidligere Brønderslev Mejeri, huset rummer i dag den selvejende institution, Ungdomsboligerne Det gamle mejeri.
Her kan unge under uddannelse bo billigt, mens de får deres uddannelse. Det er alt fra lærlinge til universitetsstuderende som bor i de 26 lejligheder som Det gamle Mejeri består af. Lejlighederne er fra 41 – 125kvm og koster fra 3.035kr – 6.000kr. pr. mdr. inklusiv varme, vand og el. Huset har også sit eget vaskeri med store industrimaskiner, så man skal ikke hjem til mor & far for at vaske.
Til at styre alt fra samtale med ansøgere, til at lave huslejekontrakter, bogføring, til små reparationer, udskiftning af komfurer, har institutionens bestyrelse ansat Niels Anton Jensen med titlen som Forretningsfører. Stillingen burde nok nærmere kaldes Social Blæksprutte, for Niels er med over alt, nogle gange er det en støttepædagog som der er behov for, hvis nogen er inde i en træls tid, i dag var det VVS arbejde der trængte sig på, et blandingsbatteri skulle skiftes hos en lejer.
Tidligere var Niels A. Jensen Forstander på Brønderslev Produktionsskole i Søndergade, så det at arbejde med unge mennesker, har altid haft en stor plads i hans hjerte, så han er den naturlige ledestjerne for de unge mennesker der søger råd og vejledning på hans kontor.
Huset fungerer også godt socialt og man har f.eks. fælles sommerfest og andre arrangementer, ting man gør for at lære hinanden bedre at kende. Det sociale aspekt er sikkert en stor årsag til, at der er en venteliste for at komme i betragtning til en lejlighed i mejeriet. Alle nye ansøgere skal gennem et nåleøje, en samtale med Niels, for at afgøre om man passer ind i det nuværende sociale miljø.
Tidligere havde man altid ledige lejligheder i huset, men de tider er ovre, fortæller Niels til avisens udsendte og fortsætter: – Nu kan vi glæde os over, en belægnings procent på hele 96% i regnskabsåret 2022 – 2023 og den procent er ikke blevet dårligere i dag. Der er sikkert andre udlejnings-foreninger i byen der ville give meget for at kunne fremvise disse tal i regnskabet.
Institutionen, Det gamle Mejeri har en bestyrelse på seks personer, hvoraf de to er repræsentanter for beboerne, så der er rimelig kort vej til den ledende del af huset, hvis man ønsker forandringer, forbedringer mm. Alt i alt, er huset et stort aktiv for Brønderslev Kommune og dens virksomheder, man har et sted at tilbyde de unge en god og billig bolig samt et godt socialt netværk. Det kan være godt og trygt, især når man for første gang skal flytte hjemmefra og starte uddannelse i en fremmed by.