Hjerteformede chokolader, røde roser og kort med kærlighedserklæringer. Valentinsdag nærmer sig, og hvilken bedre anledning til at læse bøger fyldt med romantik og kærlighed? Kulturformidler Nikoline Asmund Bjørn fra Brønderslev Bibliotek kommer her med sine bud på hvilke kærlighedshistorier, du kan varme dig på i februar.
Ung kærlighed
Heartstopper-serien, som er skrevet af Alice Oseman, er en af de bedste kærlighedsserier, jeg længe har læst. I denne serie bliver man kastet tilbage til sine teenageår, hvor den der forelskelse føles altoverskyggende og altopslugende. I serien møder vi Charlie og Nick, der går på samme skole. De kender ikke hinanden i forvejen, men bliver en dag sat ved siden af hinanden. Her opstår der varme følelser mellem de to unge mænd, og de bliver begge hurtigt stormende forelskede i hinanden. Heartstopper er en serie for alle der har været eller er teenager.
Måske har du set Hypotesen om kærlighed på Tiktok? Debutromanen fra Ali Hazelwood har taget verden med storm og er blevet et sandt booktok-fænomen – og med god grund. Her får du en vaskeægte chick lit- roman, hvor der er smæk på laboratoriekærlighed og drama. Hovedpersonen Olive er ph.D-studerende, og da hendes bedste veninde bliver interesseret i hendes ekskæreste, får Olive travlt med at overbevise alle om, at hun i hvert fald ikke er interesseret i ham længere. Så i bedste amerikanske stil begynder hun at fake-date den unge og hotte professor Dr. Adam Carlsen. Om deres forhold ender med at blive alt andet end falsk? Ja, det må du læse bogen for at finde ud af.
Livslang kærlighed
I En dag – altid af Jordi Lafebre møder vi to pensionerede franskmænd. De mødes på en bro en regnfuld aften, og vi fornemmer hurtigt, at der gemmer sig en lang historie i deres relation. Det særlige ved denne tegneserie er, at vi læser deres historie baglæns. Kapitel for kapitel bliver vi taget tilbage i tiden, og vi begynder langsomt at forstå, at selvom livet har ført dem forskellige veje, og at Ana endda bliver gift og stifter familie med en anden, så er deres kærlighed meget dyb og noget helt særligt.
Det er svært at snakke om kærlighedsbøger uden at nævne forfatteren Colleen Hoover. I bogen Det ender med os og fortsættelsen Det begynder med os møder vi Lily som prøver at finde hoved og hale i sit liv. Hun er faldet for den smukke (og umiddelbart perfekte) Ryle. Han elsker hende højt, og han giver hende den tryghed, som hun har higet efter hele sit liv. Men pludselig begynder Ryle at vise sider af sig selv, som Lily ikke bryder sig om, og da hendes ungdomskæreste, Atlas, dukker op, får han for alvor vendt op og ned på hendes følelser. I Det begynder med os møder vi Ryle, Lily og Atlas to år efter Det ender med os sluttede.
Historisk kærlighed
Hvis du er vild med intriger, begær og 1800-tallets London, så er bøgerne om familien Bridgerton helt sikkert noget for dig. I Bridgerton-serien, som er skrevet af Julia Quinn, følger vi familien Bridgerton fra det bedre borgerskab i London. Familien består af otte søskende og deres enkemor. Hver roman har en af de otte søskende i hovedrollen, hvor man følger deres, ofte lidt besværlige, vej til kærligheden. De to første bøger er filmatiseret på Netflix og mange går og venter i spænding på sæson 3. Hvis du er en af dem, kan du jo skynde dig at reservere Bridgerton. En uundgåelig længsel, som er den bog, sæson 3 tager sit udspring af.
Lord Damerel har et blakket ry som libertiner, men på trods af dette, bliver Venetia Lanyon betaget af ham. Hun er en vaskeægte 25- årig skønhed, og efter Regency-periodens standard er hun godt på vej til at blive gammeljomfru. Men på trods af alle odds, bliver Lord Damerel og Venetia mere og mere forelskede i hinanden. Er du vild med Brigderton, så vil du også elske Venetia af Georgette Heyer, hvor vi bliver taget tilbage til Jane Austins England fyldt med intriger, spænding og kærlighed.
Kan du ikke få nok?
Kan du ikke få nok af gode kærlighedshistorier, så er du altid velkommen på dit lokale bibliotek, hvor vi er klar til at hjælpe dig med at finde endnu flere gode bøger. Hvis du er mere til det digitale, så kan vi også hjælpe med at finde romantiske titler til dig som lyd- eller e-bøger på eReolen.
Kilde: Brønderslev Bibliotek