Agillix leverer endnu et forbedret regnskab og fortsætter den økonomiske fremgang i andet år efter fusionen. Koncernen opnåede i 2025 en samlet indtægt på 369 mio. kr. mod 364 mio. kr. året før, mens resultatet før skat steg fra 11,1 mio. kr. til 12,7 mio. kr. Resultatet efter skat endte på 10,7 mio. kr. mod 8,5 mio. kr. i 2024.
En del af overskuddet sendes tilbage til medlemmerne. I alt 6,5 mio. kr. udbetales, dels som et fast beløb pr. medlem og dels som rabat baseret på den enkelte kundes aktivitet.
Ifølge administrerende direktør Uffe Bertelsen skyldes fremgangen både høj aktivitet og en målrettet indsats med at samle organisationen efter fusionen.
– Vi har arbejdet med at skabe en fælles kultur og få vores systemer til at fungere bedre sammen. Det har styrket både organisationen og vores faglige miljøer, siger han.
Øget efterspørgsel på rådgivning
I løbet af året har der været øget efterspørgsel på rådgivning inden for blandt andet økonomi, skatteforhold og investeringer. Samtidig har nye krav og politiske tiltag – herunder Grøn Trepart og kommende kvælstofregulering – skabt behov for analyser, beregninger og strategisk sparring.
Inden for produktionsrådgivning har Agillix blandt andet arbejdet med konsekvensanalyser og konkrete beregninger for landbrugsbedrifter, ligesom interessen for miljøgodkendelser har været stigende. Derudover er der igangsat opgaver relateret til lavbundsjorde, skovrejsning og etablering af vandløbslaug.
– Mange landmænd står over for komplekse beslutninger. Vores opgave er at levere fagligt funderet rådgivning, der gør det lettere at navigere i krav og muligheder, siger Uffe Bertelsen.
Styrket politisk indsats
Som led i fusionen etablerede Agillix et politisk sekretariat, der skal varetage medlemmernes interesser. I 2025 har sekretariatet haft en aktiv rolle i arbejdet med Den Grønne Trepart, hvor Agillix har været repræsenteret i flere lokale samarbejder, herunder i områderne omkring Limfjorden, Mariager Fjord og det nordlige Kattegat/Skagerrak.
Derudover har medlemmer deltaget i kommunale arbejdsgrupper, hvor de har bidraget til at påvirke lokale initiativer.
Formand Carl Chr. Pedersen peger på, at både den økonomiske udvikling og den politiske indsats er afgørende for organisationens fremtid.
– Den økonomiske styrke giver et solidt grundlag for både rådgivning og interessevaretagelse. Samtidig er det vigtigt, at vi kan levere konkrete resultater til medlemmerne, siger han.
Udlodning til medlemmerne
De 6,5 mio. kr., der udbetales til medlemmerne, sker dels som et fast beløb på 1.000 kr. pr. medlem, mens resten fordeles i forhold til brugen af Agillix’ ydelser.
Udlodningen giver ifølge organisationen medlemmerne mulighed for at reinvestere midlerne i deres egne virksomheder.
For yderligere oplysninger kontakt venligst
Uffe Bertelsen, adm. direktør i Agillix, på telefon: 30 46 38 20
Carl Chr. Pedersen, formand for Agillix, på telefon: 40 50 93 10
Kilde og foto: Agillix







