Et godt samarbejde mellem Brønderslev Bibliotek, Ældre Sagen i Brønderslev og Røde Kors har gjort det muligt at åbne en café på biblioteket hvor alle kan komme og få udført mindre reparationer på ting der er gået i stykker.
Caféen åbnede torsdag og vil fremover være åben første torsdag i måneden, fra kl. 13:30 til 16:30, i Det blå mødelokale på Brønderslev Bibliotek – indgang i Mejerigade. Det er gratis for alle at deltage og kræver ikke tilmelding.
At det var på tide, at Brønderslev får en reparationscafé vidnede den store interesse på åbningsdagen om. 15 borgere med mange forskellige opgaver mødte frem og fik hjælp til så forskellige opgaver som isyning af lynlås, reparation af køkkenmaskine, af en radio, af en lampe, af en elkedel m.v. Biblioteket sørger for kaffe, så der var en hyggelig stemning i Repair caféen.
Aksel Thuen fra Ældre Sagen, der er ansvarlig for driften af caféen var meget tilfreds med dagen og ser frem til sammen med de andre frivillige at kunne hjælpe med at reparere ting i stedet for at smide dem ud til stor gavn for økonomien, men også til gavn for miljøet. Aksel Thuen kan kontaktes på tlf. 40 61 24 61.
Det er ikke alle ting der kan repareres siger Aksel Thuen, men vi vil sammen gøre et forsøg. Eventuelle reservedele skal du som udgangspunkt selv betale for.



















