Aalborg: Kom til julestue på Aalborg Historiske Museum
Tid: Lørdag 23. november 2019 kl. 10-17
Sted: Aalborg Historiske Museum, Algade 48, 9000 Aalborg
Pris: Børn under 18 har gratis adgang. Voksne 40 kr.
Den gamle museumsbygning i Algade oser af julestemning, når dørene åbnes til årets julestue lørdag 23. november.
I museets julestue står det smukt pyntede træ og stråler med al sin glans, og i selve juleværkstedet kan man selv klippe gammeldags julestads og juleklip, som man kan tage med hjem og pynte sit eget træ med. Museet har materialer og skabeloner klar, så de besøgende kan koncentrere sig om at slippe kreativiteten løs.
Renæssance-gløøg, fedtebrød og julebolsjer
Traditionen tro byder museet også på gratis smagsprøver på juledrikken Lutendranck, som var renæssancens svar på gløgg. Derudover kan man smage lækre, hjemmebagte fedtebrød, som er bagt efter gammel, traditionel opskrift. Museet kan dog ikke garantere smagsprøver hele dagen, for fedtebrødet plejer at være yderst populære hos museets gæster.
Til gengæld er der masser af julebolsjer. Børn i alle aldre har nemlig sammen museets bolsjemager mulighed for at koge deres helt egne bolsjer med forskellige julesmage. Sammen med museets bolsjekoger rulles bolsjemassen ud og klippes i mundrette størrelser. Kan man ikke spise alle sine bolsjer, kan man få en lille slikpose med hjem.
Mød cigarmagere fra C. W. Obels Tobaksfabrik
Skulle man være nysgerrig på, hvordan en god nytårscigar rulles, så kan man kigge med fra kl. 11-15, når pensionerede cigarmagere fra C. W. Obels gamle Tobaksfabrik sætter sig til rette ved de gamle og originale værkstedsborde, som normalt er en del af udstillingen på Aalborg Historiske Museum.
Her rulles cigarer som i gamle dage, og cigarmagerne fortæller anekdoter fra tiden på fabrikken, som engang var en af Aalborg største arbejdspladser.
Hjælp museumsnissen
Til julestuen på Aalborg Historiske Museum har de mindste også mulighed for at hjælpe den stakkels museumsnisse.
Drillenissen har nemlig skubbet museumsnissen ned fra loftet, så han har slået hovedet og mistet hukommelsen. Det er rigtig ærgerligt, for nu kan han ikke længere huske den julesang, som han så godt kan lide. Museumsnissen ved dog, at der er nogle ledetråde på museet, der kan hjælpe ham med at komme på den igen. Han har derfor dog brug for hjælp af børn med unge, skarpe øjne til at finde sporene på museet.
Man kan hjælpe museumsnissen i hele museets åbningstid fra den 23. november og helt frem til jul.
Kilde: Aalborg Historiske Museum