Filmbeskrivelse: ”Gooseboy”
BASbio, Brønderslev viser i efterårsferien (uge 42) ”Gooseboy” – men vi tyvstarter søndag i uge 41.
Søndag d. 13/10 kl. 16.00
Mandag d. 14/10 kl. 16.00
Tirsdag d. 15/10 kl. 16.00
Onsdag d. 16/10 kl. 16.00
Torsdag d. 17/10 kl. 19.00
Fredag d. 18/10 kl. 19.00
Lørdag d. 19/10 kl. 10.00
Søndag d. 20/10 kl. 19.00
Wikke og Rasmussen er nu endelig tilbage på det store lærred med den stjernespækkede familiefilm ”Gooseboy” – et forrygende farverigt univers med masser af fantastiske karakterer, musik og talende dyr. Wikke og Rasmussen er tilbage, præcis som vi kender dem!
I ”Gooseboy” møder vi drengen Viggo, der lever og ånder for spilverdenen. En dag ændres hans liv dog brat, da en gås crash-lander på altanen og det ovenikøbet viser sig, at gåsen kan tale! Gåsen er desperat for at indhente sin flok, men har brækket vingen, så Viggo må træde i karakter og hjælpe sin nye ven. Sammen kommer de på en forunderlig, fantastisk og farverig rejse, der viser sig være langt mere krævende, end Viggo nogensinde havde kunne forestille sig!
I rollen som Viggo ser vi Thomas Refslund Ravn, der medvirkede i spændingsserien ”Kolonien” på DR Ultra, mens gåsen Nissemand bliver spillet af cirkusgæssene Kloge og Fine med stemme af Mads Geertsen, som de fleste nok bedst kender som Onkel Reje.
Derudover medvirker Szhirley som Viggos mor, mens Frida Luna Roswall Mattsson spiller Viggos nye veninde Vigga. Frida havde sin spillefilmsdebut som Pusle i ”Min søsters børn vælter Nordjylland” fra 2010.
Derudover medvirker en perlerække af danske skuespillere og musikere – bl.a. Nicolas Bro, Søren Malling, Rasmus Bjerg, Dario Campeotto, Ulrich Thomsen, Caroline Henderson, Marie Dalsgaard, Humørekspressen med Pharfar, Klumben, Chapper og Peter Lützen samt naturligvis Michael Wikke og Steen Rasmussen.
Wikke & Rasmussen var sidst biografaktuelle med familiefilmen ”Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger” i 2006. Filmen modtog ikke færre end syv Robert nomineringer og modtog både to Robert priser, bl.a. som Årets Børne- og familiefilm, og en Bodil statuette.
Producer-, instruktør-, manuskriptforfatter- og spiller-duoen har dannet makkerpar i mere end 35 år og har skabt noget af det bedste og mest nyskabende danske TV-underholdning nogensinde – ”Robin Hat & Jagten på den forsvundne hat”, ”Ronnie Rosé si’r helt go’ nat”, ”Sonny Soufflé Chok show” og ”Tonny Toupé Show”. Derudover har de lavet spillefilmene ”Russian Pizza Blues” (1992), ”Hannibal & Jerry” (1997), ”Motello” (1998), ”Flyvende farmor” (2001) og naturligvis ”Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger” (2006). Wikke & Rasmussen var sidst aktuelle med DR’s populære julekalender ”Julestjerner” i 2012, som bliver genudsendt i år.
Til BASbio og billetter her
Kilde: BASbio