Stadiontribunen på det gamle stadion på Nørregade i Brønderslev har stået tom i mange år og nu går den ikke længere, mener de 2 Venstre politikere Lasse Riisgaard og Klaus R Klæstrup.
”Når kontrakten med Brønderslev Hallerne udløber og gerne før, så skal vi i gang med at få revet den gamle stadiontribune ned. Tribunen blev tilbage i 90´erne overdraget til Brønderslev Hallerne, som så har anvendt dele af tribunen til vandrehjem. Mon ikke også Hallen gerne ser den gamle stadiontribune snart kommer væk, og andre muligheder dukke op. Set fra tribunens nordlige side ser den temmelig miserabel ud. Vi kan som kommune ikke være bekendt, at der ikke bliver gjort noget ved den ”skamplet”, specielt ikke overfor de naboer som dagligt har udsigt til stadiontribunen.” udtaler Klaus R Klæstrup.
Rydningen af arealerne koster en del penge, men her foreslår de 2 venstrefolk at man indledningsvis anvender økonomi fra kommunens jordforsyningskonto til at finansiere nedrivningen af stadiontribunen. På denne måde betales nedrivningsomkostningerne af provenuet fra det efterfølgende salg af boligparceller.
”Det gamle stadion ligger på en fantastisk god og skøn placering. Tæt på midtbyen, tæt ved skole, Rhododendronparken og idrætsfaciliteter. Det vil være et rigtigt godt sted, hvor kommunen vil kunne udstykke nogle parceller – for så vidt både til parcelhuse, men også til rækkehuse evt. målrettet seniorer”, siger Lasse Riisgaard.
Hvordan arealerne efterfølgende præcist skal udformes må en forestående planlægning afklare. Én måde at gøre det på, kunne for eksempel være at det grønne areal inklusive grunden hvor tribunen ligger, opdeles i 2 dele, hvor arealet længst mod nord væk fra hallen op mod Markedsvej, byggemodnes og der her planlægges for boliger. Den anden del af arealet kunne indledningsvist blive fastholdt til udendørs idræt til de brugere der i dag benytter arealet.
Med venlig hilsen
Klaus R Klæstrup
+45 40 14 82 98
bykrk@99454545.dk
Lasse Riisgaard
+45 51 39 10 34
Lasse.Riisgaard@99454545.dk