ØBI´s fire senior herrehold har alle været i kamp i ugen der gik, læs hvordan det gik.
Serie 3 – Pulje 25.
Her mødte ØBI Trekroner IF 98, som havde tabt deres første kamp, så ØBI var nok at regne som favoritter eftersom de vandt 2-3 ude mod Fjerritslev i første kamp. MEN Trekroner var kommet for at spille kamp fra første dommerfløjt og der var ØBI spillerne ikke klar. Så ØBI kom desværre hurtigt bagud med 2 mål. Efterhånden fik ØBI gang i spillet, men desværre for dem så kørte det også for Trekroner IF og de trak endda fra til sidst. Kampen endte 2-5 til Trekroner IF 98.
Næste kamp for ØBI Serie 3 er på forhånd tabt, da man ikke kunne enes med Østervraa IF om at flytte kampen til en ny spilledato, så ØBI taber desværre kampen på forhånd.
Serie 4 – pulje 51.
Her skulle ØBI en tur til MTS Holtet stadium for at møde nedrykkerne Holtet IF. Holtet kom foran efter små 20 min i første halvleg ved Victor Meyer Sørensen assisteret af Toke Andersen, men et kvarter senere udlignede, spillende ØBI træner Mads Lindgaard Hansen til 1-1 assisteret af Nikolai Publico Sørensen. Der blev ikke scoret mere i den kamp, selvom begge hold fik et gult kort og dermed kun var 10 mand i 10 minutter, så 1 point til ØBI på udebane, det er vist godkendt.
Næste kamp for Serie 4 holdet er onsdag d. 21 august, hvor ØBI tager mod Klokkerholm IF på Arena Brønderslev El-Teknik A/S kl. 19.00.
Serie 7 – pulje 2.
Her fik ØBI på kinden, da de rejste til TSI/Stenum. Hele 5-0 tabte de blå ØBI-drenge på udebanen på TSI´s Baneanlæg. Der er vist ikke andet at sige end op på hesten igen drenge!
Næste kamp for ØBI er tirsdag d. 20 august på Arena Brønderslev El-Teknik A/S hvor man får besøg af Hjørring AIK Frem kl. 19.00.
Serie 7 – pulje 3.
Her tog ØBI imod Langholt IF torsdag aften og man vandt kampen ubesværet 6-1, her var der gensyn med et par gamle førsteholdsspillere, Jacob Stavad tilbage i barndomsklubben efter et par sæsoner i Aalborg og Jeppe Andersen som var tilbage efter alvorlig knæskade.
Næste opgave for ØBI er torsdag d. 22 august på Skovsgård Stadion hvor Skovsgård B. tager imod.