BASbio, Brønderslev viser i uge 2+3 ”Whitney Houston: I Wanna Dance With Somebody”. Filmen spiller på søndag, samt onsdag til fredag i næste uge. Alle dage kl. 19.00.
Filmbeskrivelse: ”Whitney Houston: I Wanna Dance With Somebody”
En kraftfuld og triumferende hyldest til den enestående Whitney Houston.
”Whitney Houston: I Wanna Dance With Somebody” er instrueret af Kasi Lemmons og bl.a. produceret af den legendariske musikbagmand Clive Davis.
Filmen er et ærligt portræt af den komplekse og mangefacetterede kvinde bag The Voice, som hun blev kaldt. Ganske enkelt stemmen. Fra korpige i New Jersey til en af de bedst sælgende og mest prisbelønnede sangere gennem tiden. Publikum bliver taget med på en inspirerende, gribende og følelsesladet rejse gennem Houstons banebrydende liv og karriere med sensationelle optrædener og et soundtrack med ikonets mest elskede hits, som du aldrig har hørt dem før.
Don’t you wanna dance?
BAGGRUND:
Det er tid til at fejre Whitney Houston.
”Hun var nok den største kvindelige musikartist nogensinde” siger Clive Davis. Og han burde vide det. Den 90-årige musikmogul har spillet afgørende roller i adskillige musikeres karrierer, bl.a. Janis Joplin, Bruce Springsteen, Sly and the Family Stone, Billy Joel, Chicago og Pink Floyd. Men Whitney Houston var noget særligt.
”Det er derfor, at hendes musik stadig er relevant i dag og at hun er blevet et musikalsk ikon,” siger Clive Davis. ”Hendes evne til at lave up-tempo-sange, parret med ekstrem kontrol af og kraft på stemmen i balladerne, gjorde hende til den ultimative popsanger. Og i virkeligheden også den ultimative R&B-sanger. Hendes stemme var noget særligt og Whitney var enestående. Det er derfor, vi husker hende.”
”Whitney Houston: I Wanna Dance With Somebody” giver publikum muligheden for at opleve Houston og hendes utrolige stemme i biografen. De originale studie- og koncertoptagelser er remixede og nyproducerede specielt til biografernes lydsystemer for at give publikum en helt særlig musikalsk oplevelse.
Filmen fortæller historien om Whitney Houstons liv, om op- og nedturene, men mest af alt er det en musikalsk rejse.
Kasi Lemmons, der har instrueret filmen, mener også, at Houston var et enestående talent.
”Hendes historie er kompliceret, men vi kan forholde os til hendes kamp og vi føler med hende, fordi vi kan se, at hun bliver udsat for et enormt pres. Vi forstår hende” siger Lemmons, der samarbejdede med holdet, der også stod bag hittet ”Bohemian Rhapsody”. ”Der er gået mange år siden hun døde og i mellemtiden er der ikke dukket sangerinder op med et talent, der bare nærmede sig Whitney Houstons”.
For Whitneys fans er historien aldrig blevet fortalt. Der var en tv-film i 2015 og en dokumentar i 2018, men de fokuserede meget på skandalerne og de saftige overskrifter. Der manglede en film, der fokuserede på det, der gør, at vi stadig husker hende og lytter til hendes stemme, nemlig musikken.
Kilde: BASbio