Fra den 24. november til den 16. december indtager indtager brugerne på Aktivitetscenter Grønningen butikken på Bredgade 28. Juleværkstedet skal fungerer som både et hyggeligt juleværksted til alle former for kreativitet, men også som reklame for Aktivitetscenter Grønningen. Det forventes, at juleværkstedet har åbent alle hverdage klokken 9-16.
Alle er velkommen til Grønningens juleværksted. Der bliver lavet næsten alle former for kreativt håndarbejde – strikning, hækling, knipling, keramik, glaskunst og selvfølgelig bliver der også malet. Juleværkstedet giver et godt indblik i, hvad der sker på Aktivitetscenter Grønningen, som bestemt ikke er fyldt med kedelige, gamle mennesker.
Aktivitetscenter Grønningen er et kreativt tilbud til kreative, aktive og glade pensionister. Grønningen er nemlig ikke “bare” cafeen, som mange tror. Det er simpelt sagt et aktivitetstilbud, hvor pensionister kan komme, lave noget kreativt og selvfølglig få sig nogle hyggelige snakke.
Grønningens juleværksted kommer også til at indeholde udstilling og salg af diverse kunsthåndværker og amerikansk lotteri. Derudover kan man komme til en kop kaffe og en god snak.
Centerrådet er tovholder på juleværkstedet og dækker udgifter til forbrug. Der bliver også sørget for borde, stole, kaffemaskine, samt mærkater til hjemmelavede kunsthåndværker, der skal sættes til salg.
Hos Brønderslev Avis synes vi i hvert fald, at det lyder som et rigtig hyggeligt tilbud, som vi er sikre på, at mange borgere vil blive glade for.