En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt at støtte Dronninglund Golfklub hver gang bilen tankes – helt uden at det koster ekstra.
Dronninglund Golfklub stræber efter at give Nordjyllands bedste golfoplevelse, og det skal den nye sponsoraftale bidrage til at understøtte. For at gøre endnu mere for de omkring 800 medlemmer har golfklubben valgt at indgå en sponsoraftale med energiselskabet OK.
Golfklubbens sekretær, Karina Bondeven Lundmose, glæder sig over den nye sponsoraftale, som skal tilgodese klubbens medlemmer.
”Vi har endnu ikke drøftet noget specifikt, som sponsorstøtten skal gå til, da det er svært at vide, hvor meget aftalen kan indbringe. Men én ting er helt sikkert, og det er, at støtten skal bruges på noget, som er til gavn for vores medlemmer. Det kunne være forbedringer af vores klubhus, baneanlæg eller udstyr”, siger Karina Bondeven Lundmose.
I Dronninglund Golfklub er der plads til alle. Både dem der kommer for at spille alene på en god bane, men også dem som kommer for fællesskabet. Karina Bondeven Lundmose fremhæver blandt andet, at der er 5 klubber i klubben, og at der også tilbydes juniortræninger og fællestræninger.
OK (og Brugsen) udbetaler pengene
Det er OK’s kunder, der har sparet pengene op til foreningerne ved at tanke på deres OK-kort eller via OK’s app. Vælger kunderne at knytte OK-kortet til sponsoraftalen, støtter de nemlig kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes på kortet.
Sponsoraftalen betyder, at klubber og foreninger kan få fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Derudover kan foreningerne få fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. I alt 15 øre kan altså gå foreningernes vej, hver gang der bliver tanket en enkelt liter.
Flere end 2400 små og store klubber og foreninger over hele landet har en sponsoraftale med OK.
Kilde: OK