Af MAJA TORP, folketingsmedlem (V) i Nordjylland, MOGENS GADE, borgmester (V) i Jammerbugt Kommune, og MIKAEL KLITGAARD, borgmester (V) i Brønderslev Kommune
Det skal være muligt at uddanne sig over hele landet – og uden at man skal tvinges til at bruge mange timer på transport frem og tilbage til uddannelsesinstitutioner.
Derfor skal den nye regering, som kommer ud af folketingsvalget 1. november, skrue yderligere for de tilskud til landets uddannelsesinstitutioner og studerende. Det vil Venstre arbejde for, hvis vi kommer i regering efter valget.
Hånd under nuværende uddannelser – og flere lokale indgange til erhvervs – og velfærdsuddannelser
Vi skal både holde hånden under de uddannelsesinstitutioner, der allerede i dag har svært ved at få elever og økonomi til at overleve, men også skabe nye uddannelses- og jobmuligheder uden for de store byer.
Vi vil holde hånden under Brønderslev Gymnasium, Fjerritslev Gymnasium og Dronninglund Gymnasium. Men også med differentierede grundtilskud og taxametertilskud bidrage til, at både SOSU-skoler og erhvervsskoler og andre uddannelser åbner lokale indgange til såvel erhvervs- og velfærdsuddannelserne for de unge, der bor langt fra de store uddannelser.
Det har vi rigtig gode erfaringer med i Nordjylland – blandt andet den nye afdeling af SOSU-uddannelserne i Brovst og den nye lokale indgang til erhvervsuddannelserne, som har base i Fjerritslev. Og tilsvarende er under overvejelse i Brønderslev.
Befordringsfradrag til SU-modtagere i landdistrikter
Og de gode erfaringer fra Nordjylland skal vi bygge videre på. For Danmark mangler både varme hænder og kloge hoveder i vores erhvervsliv og i vores nære velfærd – i børnepasning, skoler, sundhed og ældrepleje. Og samtidig har vi over hele landet desværre en alt for store gruppe af unge, der aldrig kommer i uddannelse eller job, når de har færdiggjort folkeskolen. De unge skal vi også have øje på – og hjælpe videre til en uddannelse og et job så de kan forsørge sig selv og en familie i fremtiden.
Desuden vil vi tildele SU-modtagere, der bor i en land- eller udkantskommune befordringsfradrag og billigere transport med den kollektive trafik. Samtidig skal vi øge universitetsstuderendes kendskab til virksomheder uden for storbyerne ved at indføre adgang til at trække dobbelt husleje fra, når studerende på universiteter tager et praktikforløb på virksomheder i landdistrikter.