Når Jaribarh og Sune den 5. november kl. 20.00 endnu en gang besøger BASaren i Nørregade, bliver den sidste liveoptræden med den landskendte duo, som efter at have underholdt på forskellige scener i hele landet igennem mere end et årti har valgt at takke caf nu og kaste opmærksomheden på andre projekter. Der bliver derfor mulighed for at tage afsked med den kære nydansker og hans fortvivlede makker ved forestillingen i BASaren.
I en tid, hvor vi alle synes at have travlt med at dyrke vores forskellige meninger og holdninger for og imod alverdens ting, har Jaribarh og hans ven Sune i stedet valgt at rette deres fokus mod alt det, de har til fælles. Men på trods af den fine hensigt, er det dog påfaldende, hvor ofte de i deres samtaler alligevel slingrer ned ad misforståelsernes brede, glatte vej. En tur, der gang på gang udfordrer vores sarte sprogører og Jaribarh & Sunes venskab i særdeleshed.
Figuren Jaribarh er et kærligt portræt af en nydansker, der med humor og gåpåmod afvæbner os noget af vores fordomspanser over for andre mennesker. Jaribarh får rodet sig ud i nogle sproglige afkroge, som udfordrer opfattelsen af vores modersmål, og hans “gammeldanske” ven, Sune, fungerer som den forvirrede katalysator, der hjælper os med at forstå, hvad Jaribarh egentlig mener.
De to komikere har udviklet karaktererne igennem de sidste 12 år og har underholdt danskerne lige så længe – både som kæmpe youtube- og facebookfænomen med mere end 12 millioner views, i radioens P3 og i utallige liveshows rundt om i landet. Og som hos ethvert andet godt gammelt boyband, så vil du i dette show også kunne opleve nogle klassiske Jaribarh & Sune-dialoger ind imellem de nye sketches.
Du kan købe billetter til showet på www.basbio.dk eller i døren fra kl. 19.00, hvis der er flere tilbage.
Efter Jaribarh og Sune går BASserne i gang med at gøre klar til årets juleteaterforestilling, og til december er der rock i BASaren med Black in Black, som vel nok er Danmarks bedste ACDC-coverband.
”Til foråret er der også meget spændende på programmet”, siger Arne Mogensen fra Brønderslev Amatør Scene, ”og forsalget er allerede i gang til meget af det.”
Kilde: BASaren