Det smukke gamle vandtårn i Brønderslev by lyser fra fredag aften op i Ukraines farver som en hyldest til landet og dets befolkning. Det har Brønderslev Forsyning besluttet.
Formand for Forsyningen, Lasse Riisgaard, siger om beslutningen:
”Rusland har invaderet den selvstændige og uafhængige stat Ukraine med mange civile ukraineres tab til følge. Torsdag har et samlet folketing hørt den ukrainske ambassadør berette, hvor meget det danske folks støtte betyder for landet. Og med vores vandtårn som vartegn kan vi vise, at Brønderslev By står bag Ukraine. Brønderslev Kommune har mange ukrainere blandt dens borgere, så krigen i Ukraine føles ganske tæt på. Og vi må i Europa stå sammen om at kæmpe mod Putins diktatur, for hvem ved hvilket land han overfalder næste gang. I Forsyningen er vi fulde af beundring for det ukrainske folks kampmod.”
Ukraines farver vil lyse vandtårnet op i første omgang indtil 16. marts, hvilket er den dato som justitsministeriet har givet dispensation til, at der må flages med det ukrainske flag.
At det med kort varsel overhovedet kan lade sig gøre at skifte det traditionsrige grønne lys, hænger sammen med den renovering, som vandtårnet for nylig har gået igennem. Ved denne lejlighed blev de gamle lysstofrør udskiftet med en moderne LED-belysning, som med nogle få tastetryk på en computer kan ændre farve.
Kilde: Brønderslev Forsyning