Klassisk klaverkoncert med et tvist af jul i BASaren.
Lad julefreden indfinde sig, mens pianist Vivi Steffensen guider dig gennem en koncert indeholdende perler fra det klassiske repertoire for klaver tilsat et juletvist lørdag den 11. december kl. 14.00 i BASaren i Nørregade 58.
BASaren har i løbet af efteråret som noget nyt forsøgt sig med eftermiddagskoncerter. Denne tradition fortsætter med den lokale brønderslevbo Vivi Steffensen. Vivi er konservatorieuddannet, og kendt i byen blandt andet fra koncerter i Den Runde Pavillon og fra gratiskoncerter, hun afholder i sin egen have.
“BASaren har en målsætning om at tilbyde mulighed for musik til alle, derfor har der gennem årene, været afholdt koncerter i mange forskellige musikalske genrer. Det er dog første gang, vi har en klassisk koncert”, udtaler Mette Andersen fra BASaren.
Da musikken tilføres et tvist af jul, vil BASaren pynte op med røde duge på bordene og julesmåkager til kaffen, der kan købes i baren.
Billetter til koncerten kan allerede nu købes på hjemmesiden www.basbio.dk, eller i døren på dagen fra kl. 13.00.
Med julekoncerten sluttes årets musikalske indslag i BAS. I ugen efter koncerten vises der i biografen “Familien Jul og Nissehotellet”.
Derefter lukkes der ned nogle dage, mens travle BASser forvandler hele salen til et spændende sted at købe sit nytårskrudt.
Salget af fyrværkeri starter d. 27. december, og som altid er der mulighed for at drikke en kop kaffe og nyde et bæger popcorn, samt få en snak med de frivillige i BAS, mens man handler krudt og nytårshatte.
”I 2022 bliver der igen mulighed for mange musikalske oplevelser i BASaren. Blandt andet kommer Springbrætbandet, Laura Illeborg Band med Knud Møller og Ole Frimer Trio med Per Frost, ligesom vi forventer igen kunne tilbyde aftner med StandUp”, slutter Mette Andersen af.
Kilde: Brønderslev Amatør Scene – BASaren