Madkunstlokalerne på Søndergade skole er i dag fyldt med larmen fra snak blandet med larmen fra håndmiksere. 6. klasse eleverne er nemlig i fuld gang med at bage boller og diverse kager – de bager nemlig for en sag.
I oktober, november og december går børn fra hele landet sammen om at gøre en forskel for børn og unge, der har det svært. Børn fra 2.600 skoler, institutioner og private familier bager kager og brød til forskel for BørneTelefonen, som drives af Børns Vilkår. Brød og kager vil herefter blive solgt til familie, venner og bekendte, hvorefter overskuddet vil gå til BørneTelefonen, så flere børn og unge kan få hjælp i svære situationer.
Pengene, som bliver doneret, vil gå til drift og udvikling af BørneTelefonen, så endnu flere børn kan komme igennem til en rådgiver, når de ringer og har brug for hjælp. Sidste år resulterede børnenes bagværk i over 1 million kroner, som Børns Vilkår blandt andet har brugt på at rekruttere og uddanne flere frivillige rådgivere til at besvare børn og unges opkald til BørneTelefonen.
Eleverne fra 6. klasse på Søndergade skole bager derfor på livet løs i dag. Eleverne er her til morgen blevet introduceret for “Bag for BørneTelefonen”, som de er i fuld gang med at bage kager og boller til. I grupper har eleverne fået opskrifter, som de flittigt følger, for at bage diverse kager og boller, som senere sælges til deres forældre og bedsteforældre. Eleverne synes, det er spændende at bage for at samle ind til en god sags tjeneste.
De bagte boller og kager, samt kaffe, vil i eftermiddag blive solgt til elevernes forældre og bedsteforældre, som kommer på skolen for at hygge med eleverne om blandt andet brætspil. Samtidig støtter de en god sag, når de køber boller, kage og kaffe. Overskuddet fra salget af de bagte boller og kager, samt kaffe, vil blive doneret til BørneTelefonen.
Kilde: Børns Vilkår