GateHouse Telecom lander millionaftale:
Skal udvikle verdens første rumbaserede 5G IoT-netværk
Satellitkommunikationsvirksomheden GateHouse Telecom har netop indgået en ny millionaftale med den spanske satellitoperatør Sateliot. Den danske virksomhed skal levere kommunikationssoftware til Sateliot, der er i gang med at etablere verdens første rumbaserede 5G Internet of Things (IoT)-netværk, der hovedsageligt skal levere data fra IoT-enheder i fjerne egne og til søs.
Den spanske satellitoperatør Sateliot vil bygge verdens første satellitbaserede 5G IoT-netværk og har i den forbindelse tegnet en millionaftale med danske GateHouse Telecom, som skal levere softwareløsninger til projektet.
GateHouse Telecom indgik tidligere i år en aftale med det europæiske rumagentur ESA om første skridt i udviklingen af softwareløsninger til satellitbaserede IoT-netværk. Satellitkommunikationsvirksomheden ser således et stort potentiale i markedet for IoT-enheder, lyder det fra CEO for GateHouse, Michael Bondo Andersen:
– Vores ambition er at udvikle verdens første standardiserede waveforms til rumbaserede IoT-netværk, og det nye samarbejde med Sateliot er et skridt mod det mål. Vi håber, at vores løsning kommer til at danne køreplanen for alle fremtidige 5G-netværk, der kan tilbyde netværksforbindelse til fjerne egne med begrænset eller ingen dækning, siger han.
GateHouse Telecom skal nærmere bestemt udvikle såkaldte waveforms, som er avancerede kommunikationsprotokoller, der gør det muligt for IoT-enheder og netværksoperatører at skifte fra landbaserede netværk til Sateliots satellitbårne IoT-netværk – eksempelvis når et skib kommer langt ud til søs og dermed uden for de landbaserede netværks rækkevidde.
– Kun 10 procent af jordens overflade er dækket af landbaserede netværk, og det er i de resterende 90 procent, at vores nye generation af 5G-netværk vil gøre sig gældende. Vores netværk er et supplement til de traditionelle telekommunikationsnetværk, der vil gøre det muligt at tilbyde en 5G-forbindelse til det stigende antal af IoT-enheder i fjerne egne såsom i Arktis og i den australske outback, forklarer CEO hos Sateliot, Jaume Sanpera, og fortsætter:
– I mere end et årti har GateHouse Telecom udviklet waveforms til satellitindustrien og er, som en af de første på markedet, nu også begyndt at udvikle waveforms til IoT-netværk. Med deres know-how og ekspertise med innovative og højteknologiske projekter som vores, er vi sikre på, at vi har fundet den helt rette samarbejdspartner til vores projekt.
Søger nye medarbejdere til projektet
Sateliots køb af licens til GateHouses NB-IoT løsning er en del af en to-cifret millioninvestering i udrulning af deres 5G satellit system. Ifølge Per Koch, Business Development Manager hos GateHouse Telecom, vil aftalen medføre nyansættelser hos softwarevirksomheden med base i Nørresundby:
– Lige nu søger vi fire nye medarbejdere, som blandt andet skal hjælpe til med projektet. Det drejer sig helt konkret om ingeniører og IT-specialister. Der kan på sigt komme flere nyansættelser, da der er tale om en større aftale samt udviklingen af en ny teknologi, som vores virksomhed har strategisk fokus på. Vi ser således aftalen som en oplagt mulighed for at skabe vækst.
Kilde: GateHouse Telecom