Nu får alle elever røgfri skoletid
Hver fjerde af de unge rygere tog det første hiv i skoletiden, viser nye tal. Men nye rygeregler betyder, at elever på grundskoler ikke længere må ryge i løbet af skoledagen. Både elever og voksne bakker op.
En ud af fire 14-19-årige dagligrygere røg første gang i skoletiden eller på en efterskole. Det viser ny undersøgelse, fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, der står bag partnerskabet Røgfri Fremtid.
Men det skal være slut nu. Når elever i disse dage vender tilbage til klasselokalerne efter sommerferien, bliver det til en skoledag helt uden røg. Regeringen og Kommunernes Landsforening har nemlig besluttet at indføre røgfri skoletid for elever på alle grundskoler, efterskoler og kostskoler fra august 2020.
Børn skal ikke lære at ryge i skolen
Siden 2012 har det ikke været tilladt at ryge på skolens matrikel. Men nu må eleverne heller ikke bruge frikvarteret til at ryge ved købmanden, i busskuret eller i naboens carport. Skoletiden er røgfri indtil klokken ringer ud, uanset hvor eleverne opholder sig. De nye regler vækker begejstring hos organisationerne bag undersøgelsen:
– Børn skal ikke lære at ryge i skoletiden. Vi ved, at rygning ’smitter’ – flere unge begynder at ryge, hvis kammeraterne gør det. Når skoletiden er røgfri, bliver rygning ikke en del af det sociale fællesskab i frikvartererne, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
Det er ikke kun cigaretterne, der skal ud af skoledagen. Reglen gælder også e-cigaretter, snus, vandpibe og produkter med tobak eller nikotin.
Fælles regler for alle børn
Knap hver tredje kommune har allerede røgfri skoletid på alle folkeskoler og flere enkelte skoler har selv besluttet, at skoledagen skal være røgfri. De fleste steder gælder reglerne også skolens ansatte. Men forskellige regler betyder, at børn har haft uens mulighed for et røgfrit skolemiljø.
– Alle børn har ret til en skoledag uden røg, uanset hvilken skole, de går på. Rygning bør ikke være en del af skolelivet for unge, der ikke engang er gamle nok til at købe cigaretter selv. Derfor er vi glade for, at alle børn nu får røgfri skoletid, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden.
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden havde gerne set, at skolens ansatte også var omfattet af reglerne, men kalder røgfri skoletid for eleverne et stort skridt på vejen mod en røgfri fremtid.
Eleverne: Røgfri skoletid er en god idé
Skoleledere og lærere behøver ikke være bekymrede for modstand mod de nye rygeregler. Ifølge undersøgelsen synes knap 9 ud af 10 af de 14-19-årige, at det er en god idé at gøre grundskolen røgfri. For voksne gælder det 8 ud af 10, viser en Gallup-undersøgelse fra 2019.
Røgfri skoletid er første trin i en samlet plan mod børn og unges rygning, der forventes behandlet i folketinget til oktober. Planen indeholder – ud over røgfri skoletid på grundskoler – forslag om røgfri skoletid på ungdomsuddannelser, tobak under disken, neutrale cigaretpakke og flere andre tiltag, der skal gøre det sværere at begynde at ryge.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen ‘Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse’ er gennemført af Epinion for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 4.373 unge mellem 14-19-år i Danmark. Dataindsamling er foretaget i perioden 8. april til 8. juni 2020. Undersøgelsen er repræsentativ på alder, køn, uddannelse og region. Resultaterne offentliggøres i en rapport senere på året.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse