Ansøgning om tilladelse til etablering af MTB bane i Grindsted Plantage
Fagforvaltningen for Teknik og Miljø og Brønderslev Erhverv og Turisme er blevet kontaktet vedrørende et ønske om etablering af et mountainbike (MTB) spor i Grindsted Plantage, øst for Brønderslev.
På grund af Covid-19 har der ikke været afholdt møde med lodsejerne, der er i stedet gennemført en nabohøring for at få undersøgt brugen af Grindsted Plantage og hvorvidt et MTB spor kan forenes med naboernes ønsker, samt brugen af plantagen. Fagforvaltningen har modtaget 12 høringssvar i forbindelse med høringen.
Fristen for at få del i allerede tildelte fondsmidler er udskudt til den 1. juni 2020, hvor MTB banen senest skal være klar til Sankt Hans.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om fagforvaltningen skal arbejde videre med etableringen af MTB sporet i Grindsted Plantage eller undersøge en anden placering og andre finansieringsmuligheder.
Der er kommet en forespørgsel omkring etablering af en mountainbike bane i Grindsted Plantage. Fagforvaltningens opmåling af forslaget til banen viser, at den vil blive ca. 1,7 km lang.
Forslaget kommer fra en lokal cykelbutik, hvorefter Erhverv og Turisme, samt fagforvaltningen har holdt et møde med projektholdet On trail. On trail er støttet af Nordea Fonden, der har godkendt forslaget og dermed tildelt støttemidler til det.
I forbindelse med etableringen af en MTB bane, er der flere ting, der bør undersøges, inden Brønderslev kommune som ejer af Grindsted Plantage eventuelt giver tilladelse.
Inden for det område, hvorpå banen skal etableres, er der flere stiforløb, som skovens andre brugere færdes på, hvorfor projektmagerne har foreslået, at banen kun i mindre grad krydser stierne, og at de ved etablering af banen vil sørge for, at hastigheden er lav på de strækninger.
Før der laves en MTB bane i området, bør der laves en analyse af brugen af arealet. Brønderslev Kommunes skovpolitik indeholder som et hovedformål “at give publikum gode og varierede naturoplevelser og skovbilleder”. En MTB bane er ikke i modstrid med denne politik, men det bør dog stadig undersøges, hvad andre eksisterende brugergrupper mener om projektet. Man kan så afveje de forskellige interesser i området op imod hinanden.
Grindsted plantage er omfattet af flere naturudpegninger. Der skal derfor laves en gennemgang af ruten, så det kan klarlægges, hvilke restriktioner der skal/kan gives dispensation fra (herunder § 3) og hvilke, der er irrelevante i denne henseende. Ved en dispensation fra § 3 er der desuden 4 ugers klagefrist før man kan påbegynde anlægsarbejdet. Alternativt skal ruten lægges om, så den ikke kommer i berøring med beskyttet natur i området.
Grindsted plantage er ejet af Brønderslev Kommune og Brønderslev Forsyning, og en ændring af brugen af Brønderslev Kommunes del af Grindsted plantage skal godkendes af Teknik- og Miljøudvalget, der har bemyndigelse til at administrere brugen af kommunens skove.
Etableringen af en MTB-bane vil ikke kunne planlægges og udføres inden for fristen for brug af de tildelte fondsmidler i det tilfælde, der skal ske en mere omfattende høringsproces. Det Grønne Råd skal derfor tage stilling til, om det kan anbefale, at Teknik og Miljøudvalget godkender projektet uden en sådan brugerundersøgelse.
Fagforvaltningen for Teknik og Miljø foreslår, at Det Grønne Råd tilkendegiver, om de kan anbefale, at Teknik- og Miljøudvalget på det foreliggende grundlag kan godkende anlæg af MTB banen i Grindsted Plantage, så de allerede tildelte fondsmidler kan blive brugt til formålet – eller de anbefaler, at der foretages brugerundersøgelser m.v., inden banen anlægges.
Det Grønne Råd har forskellig holdning omkring etablering af en MTB bane i Grindsted Plantage.
Dele af Det Grønne Råd anbefaler, at man klarlægger eventuelle problemer ved etablering af en MTB bane, inden man etablerer den. En anden del af Det Grønne Råd anbefaler, at man gør brug af de nuværende fondsmidler og går i gang med etablering af MTB-banen.
Teknik- og Miljøudvalget, 2. marts 2020, pkt. 5:
Udvalget er generelt positiv over for etablering af banen.
Formandskabet afholder møde med interessenterne.
Supplerende sagsfremstilling til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 11. maj 2020:
Fagforvaltningen har lavet en analyse af brugen af arealet. Der er sendt høringsbrev til naboer og andre brugere af Grindsted Plantage.
Der er kommet i alt 12 høringssvar.
Størstedelen af høringssvarene er hovedsageligt negative (11 ud af de 12 svar) i forhold til at etablere et MTB spor i plantagen. Der er blandt andet fremført følgende argumenter:
- Der vil være konflikter med anden brug af plantagen, herunder børnefamilier, ridende, pensionister, hundeluftere
- Plantagen er for lille til at indeholde et MTB spor sammen med anden brug af plantagen som rekreativt område for andre
- Da sporet er så lille, vil sliddet på banen være meget højt, da folk ville skulle køre den samme rute flere gange for få en tur ud af det
- Et MTB spor vil give ekstra trafik på de private/kommunale veje (Plantagevej) hvor der er privat betaling af vedligehold, parkeringsforholdene vil skulle have plads til flere biler
Af positive argumenter for anlæg af en MTB bane i Grindsted Plantage blev der fremlagt:
- Det vil være godt med et MTB spor nær Brønderslev
- Øget fokus på plantagen kan føre til vedligehold af de allerede etablerede stier i skoven og resten af skovens områder
- De mountainbikere der allerede bruger plantagen vil have bedre forhold og vil blive kanaliserede væk fra de andre stier
Grindsted Plantage er omfattet af flere naturudpegninger. Ved en dispensation fra § 3 er der 4 ugers klagefrist før man kan påbegynde anlægsarbejdet. Alternativt skal ruten lægges om, så den ikke kommer i berøring med beskyttet natur i området.
Der skal desuden fastlægges vedligehold af banen for at undgå ulykker. Det vil være nødvendigt at have en klar fast aftale af vedligehold af banen.
Grindsted plantage er ejet af Brønderslev Kommune og Brønderslev Forsyning, og en ændring af brugen af Brønderslev Kommunes del af Grindsted plantage skal godkendes af Teknik- og Miljøudvalget, der har bemyndigelse til at administrere brugen af kommunens skove.
Fagforvaltningen vurderer, at anlæg af en MTB bane i Grindsted Plantage vil påvirke den rekreative brug af området for mange af de andre brugergrupper negativt, ved at den ekstra brug af arealet vil gøre det mindre attraktivt som besøgssted for familier, hundeluftere og ridende.
Fagforvaltningen vurderer, at det vil være bedre at lede aktivt videre efter en anden placering for en MTB bane nær Brønderslev By. Her vil det være muligt at tage højde for et længere MTB spor, samt få det passet ind i planlægningen af grønne og rekreative områder i Brønderslev.
Fristen for at få del i allerede tildelte fondsmidler er udskudt til den 1. juni 2020, hvor MTB sporet senest skal være klar til Sankt Hans.
Fagforvaltningen for Teknik og Miljø foreslår, at Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til, om fagforvaltningen skal arbejde videre med etableringen af MTB sporet i Grindsted Plantage eller undersøge en anden placering og andre finansieringsmuligheder.
Mail fra Martin Knudsen er sendt til udvalgets medlemmer og indgik i behandlingen af sagen. Mailen tilknyttes som bilag til sagen.
Udvalget er betænkelig ved, om arealet er stort nok til en MTB-bane. Sagen sendes til Fritids- og Kulturudvalget, med anmodning om en vurdering heraf / og eventuel forslag til alternativ placering, hvorefter TM behandler sagen på ny.
Forslag til forløb af MTB bane i Grindsted Plantage
Høringssvar
Afgrænsning af Grindsted Plantage
Oversigtskort – bebyggede ejendomme omkring Grindsted der er hørt i sagen
Høringssvar fra Martin Knudsen